100 medarbejdere inden for mejeri får fra 2018-2021 mulighed for at uddanne sig til industrioperatør på 1 år. Uddannelsen er stort set fuldt finasieret, og Fødevareforbundet NNF håber, at flere får lyst til at uddanne sig.
I 2018-2021 får 100 medarbejdere inden for mejeri chancen for at uddanne sig til industrioperatører i et accelereret forløb på ca. 1 år mod normalt ca. 2 år. Efterspørgslen på industrioperatører er stor, fordi de kan betjene produktionsanlæggene og reparere og vedligeholde maskinerne. Dermed mindskes risikoen for, at produktionen står stille i længere tid.
Det nye uddannelsesforløb glæder Per Hansen, forbundssekretær for arbejdsmiljø og kompetence i Fødevareforbundet NNF:
- Det er rigtig godt, at virksomhederne er fremsynede nok til at se, hvilke kompetencer der efterspørges fremover og tilbyder medarbejderne et kompetenceløft. Samtidig er det positivt, at medarbejderne udviser vilje til at uddanne sig hele livet og er opmærksomme på, at det er nødvendigt at få nogle kompetencer i rygsækken, som gør dem attraktive på arbejdsmarkedet i fremtiden.
Det er Fødevareforbundet NNF, 3F og DMF, der er gået sammen med arbejdsgiverne på mejeriområdet om uddannelsesprojektet, som gennemføres med økonomisk støtte fra Mejeribrugets Uddannelsesfond.
Få en reel uddannelse
Uddannelsen er målrettet erfarne medarbejdere og består af tre skoleforløb fordelt på 24 uger. Mellem skoleforløbene er man hjemme på mejeriet og passer sit normale job, mens man laver praktikopgaver. Undervisningen foregår på EUC Lillebælt i Fredericia, og hele forløbet afsluttes med en svendeprøve. Uddannelsen er tilpasset mejeriindustrien - men kan efterfølgende bruges alle steder.
Og netop muligheden for at få et helt uddannelsesforløb, synes Per Hansen, er godt:
- Førhen havde man mulighed for 2 ugers selvvalgt uddannelse, men den seneste overenskomst åbner op for, at man kan aftale længerevarende uddannelsesforløb med sin arbejdsplads. Det giver en reel uddannelse i sidste ende. Så det er positivt, at medarbejderne begynder at gøre brug af deres overenskomstmæssige rettigheder, siger Per Hansen.
Fuld løn under uddannelsen
Som noget nyt får man næsten fuld løn under hele uddannelsen. Det, håber Finn Ladegaard, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF, kan være med til at gøre en forskel:
- Ofte betød et uddannelsesforløb, at man gik væsentligt ned i løn. Med den her nye model er stort set hele uddannelsesforløbet finansieret. Det er et forsøg på at gøre uddannelse mere attraktivt, siger Finn Ladegaard og fortsætter:
- Forhåbentlig kommer det til at gøre en forskel for medarbejderne, så de kan se fordelen ved at uddanne sig. Det kan godt være, at man går en lille smule ned i løn under uddannelse, fordi man fx ikke får genetillæg, men det er hurtigt tjent ind, når man kommer tilbage og så får mere i løn. Det er en investering i ens fremtid - hvor man både får bedre kompetencer og en højere løn.
Lyder industrioperatørprojektet som noget for dig, så kontakt uddannelsesudvalget på dit mejeri, din tillidsrepræsentant eller uddannelsesambassadør for mere information. Du er også velkommen til at ringe til faglig konsulent Finn Ladegaard på tlf 23 66 69 81