Hvordan skal løsningen for de nedslidte se ud, og hvordan har sportsjournalisten Tina Müller det med at lave Madmagasinet? Bliv klogere i det nye nummer af Substans, som er ude nu.
Der bliver ikke gjort nok for at tage hånd om de nedslidte. Det mener 9 ud af 10 af Fødevareforbundet NNF's medlemmer i en ny undersøgelse. De mener også, at det er Folketinget, som skal finde en løsning på problemet. Substans sætter i temaet fokus på nedslidning og spørger fire foketingspolitikere, hvordan de mener, løsningen skal se ud.
Og så kan du læse om Susanne Nielsen på 49 år, som er lagermedarbejder på Hørkram. Hun fik sit første job som 15-årig og har lige siden haft hårdt fysisk arbejde - blandt andet ti år som slagteriarbejder. Men for halvandet år siden sagde hendes skulder stop, og i dag har hun et skånejob.
Med Tina Müller på udebane
I disse dage løber VM i fodbold af stablen, og sportsjournalist Tina Müller er i Rusland, hvor hun følger det danske landshold tæt. Det er første gang Tina Müller dækker et VM i fodbold med dansk deltagelse, men ellers har hun prøvet det mste inden for sportens verden: OL, Champions League og de store mesterskaber i både håndbold og fodbold. Men det sidste års tid har hun også personligt været på udebane og udforsket mere ukendt land: Madens verden.
Substans har mødt Tina Müller til en snak om, hvordan det har været at udvide jobbet som sportsjournalist med også at være vært på Madmagasinet.
Ingen dagpenge på grund af weekendarbejde
Du kan også læse om bager og konditoren Monika Gantzel Jensen, som er medlem af Fødevareforbundet NNF's a-kasse, men da hun blev ledig og fik brug for dagpenge, blev hun ramt hårdt af dagpengereglerne.
Fordi Monika havde haft weekendarbejde, blev hun både modregnet sine tre 37-timers arbejdsuger og de hverdage, hvor hun har haft fri, men ikke været ledig endnu. Det betød, at Monika fik registreret så mange timer i de første tre uger af januar, at hun ikke fik nogen dagpenge for den sidste uge, hvor hun var ledig. Hendes udbetaling var derfor på 0 kroner, selv om hun slet ikke havde arbejdet så mange timer.
Og så kan du komme med på beøsg hos Lakrids by Johan Bülow, som blev fuldgyldigt medlem af DI den 1. juni, og samme dag blev medarbejderne i produktionen dækket af overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og DI.