Nyhed

Wehlast: Ny aftale om dyretransporter er et skridt i den rigtige retning

Politikerne har lyttet og sørger nu for bedre kontrol med transporterne af levende svin fra Danmark til lande syd for grænsen
Genre: Grisetransport
Genre: Grisetransport

Politikerne har lyttet og sørger nu for bedre kontrol med transporterne af levende svin fra Danmark til lande syd for grænsen

I går fremlagde Jakob Ellemann-Jensen en aftale om at øge kontrollen af dyretransporterne ud af Danmark. Vi har i Fødevareforbundet NNF været kraftige fortalere for en mere effektiv kontrol, og jeg ser den nye aftale som et skridt i den rigtige retning.

Der er efter min mening tale om en væsentlig forbedring, når man i slutningen af 2019 øger antallet af kontroller fra ti om måneden til 250.

Der er dog stadig plads til forbedring. Jeg mener, at alle grise, der krydser grænsen, bør kontrolleres af en dyrelæge, ligesom de bliver på slagterierne, og jeg havde derfor også ønsket, at regeringen og Dansk Folkeparti var gået længere end tilfældet er med den netop indgåede aftale.

Vigtigt at fange de brodne kar

Derfor er det mit håb, at aftalen skal ses som et signal fra Jacob Ellemann-Jensen om, at han vil se resultater og er klar til skærpe kontrollen yderligere, hvis der er brug for det. I 2015 afslørede en stikprøvekontrol, at der var for mange dyr i op mod hver fjerde svinetransport. Viser den øgede kontrol i 2019, at der ikke er sket forbedringer, bør politikerne tage konsekvensen og skrue yderligere op.

For det er vigtigt, at de brodne kar i branchen bliver fanget. Både for dyrenes og de danske arbejdspladsers skyld. De kedelige historier om mange dyr stuvet sammen på alt for lidt plads under lange transporter ned igennem Europa skader branchens omdømme. Et omdømme, som mange tusinder arbejdspladser i fødevarebranchen er afhængig af.