Nyhed

Opfordring til EU: Etabler en Brexit-jobfond

Fødevarearbejdere, der mister deres job på grund af Brexit, skal sikres hjælp fra en europæisk jobfond, mener sammenslutningen af europæiske fødevarearbejdere - FDT
Genrefoto: Storbritannien ud af EU
Genrefoto: Storbritannien ud af EU

Fødevarearbejdere, der mister deres job på grund af Brexit, skal sikres hjælp fra en europæisk jobfond, mener sammenslutningen af europæiske fødevarearbejdere - FDT

Indtil videre er der langt flere spørgsmål end svar i forhold til, hvad briternes "nej" til EU vil betyde for den danske eksport af fødevarer til Storbritanien. Usikkerheden betyder, at det er nødvendigt at forberede sig på, at Brexit kan ændre de europæiske handelsmønstre, og dermed påvirke beskæftigelsen indenfor fødevarebranchen.

Derfor spillede Brexit også en stor rolle, da repræsentanter fra 20 fagforeninger i 16 europæiske lande var samlet til generalforsamling i "Food, Drink and Tobacco-sector" i Bruxelles.

Sektoren er en del af EFFAT - sammenslutningen af europæiske fagforeninger indenfor fødevare- og landbrugsområdet.

- Spørgsmålet om, hvordan vi sikrer lønmodtagernes rettigheder, hvis de mister deres arbejde i forbindelse med Brexit, er ikke bare et nationalt spørgsmål, men et fælles europæisk anliggende. Derfor er jeg meget tilfreds med, at FDT-sektoren er gået sammen om at stille krav til EU om at hjælpe, forklarer forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, der også er præsident for FDT.

Jobfonden skal give økonomisk sunde virksomheder mulighed for et pusterum, hvor de kan søge nye markeder, samtidig med at medarbejderne bliver opkvalificeret til nye udfordringer.

Lønmodtagerne skal ikke betale for Brexit

Blandt de europæiske fødevarearbejderes fagforeninger er der bred enighed om, at det ikke må ende med, at det er den enkelte fødevarearbejder, der skal betale for Brexit:

- Hvis de britiske politikere og EU ikke kan blive enige om en aftale, der sikrer et fortsat stærkt og sundt handelsforhold mellem Storbritanien og EU-landene, så er det utrolig vigtigt, at der er ordninger, der tager hånd om de lønmodtagere, hvis job kommer i fare. Et politisk skabt problem, skal også løses politisk, fastslår Ole Wehlast.

Fødevareforbundet NNF har sammen de øvrige fagforeninger i FDT tidligere kæmpet for, at en jobfond kunne tage hånd om de lønmodtagere, der mistede deres job i kølvandet på handelskrigen mellem Rusland og EU.

- Vi vælger at gå ind i det her med åbne øjne. Vi ved ikke, hvad Brexit vil komme til at betyde for den europæiske fødevareproduktion. Men vi kan risikere at stå i en situation, hvor virksomhederne har brug for tid til at omstille sig. Her vil vi gerne sikre, at lønmodtagerne ikke kommer i klemme, men i stedet bliver hjulpet videre i deres arbejdsliv med uddannelse og mulighed for sporskifte. Jeg mener, at det er en styrke, at de europæiske fødevarearbejdere går samlet til EU-Parlamententet og opfordrer politikerne til at iværksætte sådanne ordninger, mener Ole Wehlast.
 
Generalforsamlingen i FDT besluttede at vedtage en udtalelse om Brexit om behovet for at iværksætte en jobfond, der skal hjælpe europæiske lønmodtagere, der mister deres job som følge af Brexit.