Nyhed

Wehlast: Alle initiativer er velkomne

Ole Wehlast hilser Danish Crowns nye vækstpakke velkommen. Alle initiativer, der kan være med til at vende udviklingen og skaffe flere slagtesvin, er velkomne, siger han
GENREBILLEDE Grise i stald
GENREBILLEDE Grise i stald

Ole Wehlast hilser Danish Crowns nye vækstpakke velkommen. Alle initiativer, der kan være med til at vende udviklingen og skaffe flere slagtesvin, er velkomne, siger han

Fra i dag vil svineproducenter modtage 50 øre for hvert kilo ekstra grisekød, de leverer til Danish Crowns svineslagterier.

Tiltaget skal gøre det mere attraktivt at producere slagtesvin, så de mange grise, der fødes i Danmark, også vokser op og bliver slagtet i Danmark.

Det faldende antal slagtesvin skyldes nemlig ikke, at der fødes færre grise, men at svineproducenterne kan se en bedre økonomi i at køre smågrisene til videre opfedning og slagtning i udlandet.

Det koster de danske slagterier dyrt - og det koster de danske slagteriarbejdere deres job.

Derfor er forbundsformand Ole Wehlast glad for Danish Crowns nye initiativ:

- Vi har presset på i lang tid, og heldigvis har vi i stigende grad oplevet, at politikerne har leveret deres del af forudsætningerne for at vende udviklingen. Samtidig har markedet gode priser, så jeg tror på, at når Danish Crown nu forstærker den gode prisudvikling, så vil flere producenter se fordelen ved at droppe smågriseproduktionen til fordel for slagtegriseproduktion.

Sort alternativ

Når Ole Wehlast tager imod Danish Crowns nye tiltag med optimisme, så er det også fordi, at alternativet - nemlig ikke at gøre noget - er sort.

- Hvis vi ikke formår at vende udvikling nu, mens markedet er positivt, så har jeg svært ved at se, hvordan vi kan fastholde en fortsat stor svineproduktion med tilhørende tusindevis af arbejdspladser. Derfor hilser jeg alle initiativer velkomne og håber, at de mange tiltag, vil øge svineproducenternes vilje til at lade de mange smågrise blive i Danmark.

Danish Crown konstaterer i sin pressemeddelelse, at man forventer et fald i tilførslen af slagtesvin på 6 % i løbet af 2017, og at en konsekvens af det - næsten uundgåeligt - vil være lukningen af et slagteri.

- Det er både danske jobs og dansk økonomi, der er på spil her. Derfor vælger jeg at være optimistisk og glæde mig over, at Danish Crown nu forsøger at gøre deres for at øge svineproducenternes interesse i at producere slagtesvin. Jeg håber, producenterne vil følge trop, så vi kan undgå igen at skulle sige farvel til mange dygtige slagteriarbejdere, siger Ole Wehlast.