Min side
Jeg ønsker alle en god 1. maj. Her kan du læse den tale jeg holder her på arbejdernes internationale kampdag.
Tak for invitationen til at sige et par ord 1. maj.
Jeg har efterhånden været med til mange 1. maj-møder. Nogle gange
har det været i rigtig gode tider. Andre gange har vi stået overfor
rigtig store problemer - eller udfordringer, som det jo hedder
nu.
Nogle gange er situationen sådan, at det er den festlige side af 1.
maj, vi kan lægge vægt på - og andre gange er 1. maj en god
anledning til at ruste os til kamp.
Hvad er det så i år?
Lad mig springe lige ud i det.
Vores overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er
netop afsluttet, og LO medlemmerne har med et flertal stemt ja til
mæglingsforslaget.
Mit forbund anbefalede et nej. På det største af vores områder,
nemlig slagterierne, stemte 85 procent - og af dem stemte 98
procent nej.
I alt havde vi i vores forbund en stemmedeltagelse på 75 procent
med en nej-andel på 87 procent.
Alligevel er mine medlemmer omfattet af mæglingsforslaget, og på
trods af den massive modstand, er det det, der efterfølgende bliver
overenskomsten. Er der noget at sige til, at slagteriarbejderne
bliver frustrerede, og at de synes, at systemet ikke tager dem
alvorligt?
Man kan spørge sig selv, om det er et udtryk for, at den danske
model for indgåelse af overenskomster har spillet fallit.
Det mener jeg langt fra, at det er. Den store deltagelse i
afstemningen viser, at der er stor interesse for det faglige
arbejde.
Men når et resultat, der så massivt, er nedstemt på grund af
sammenkædningen med alle de andre overenskomster alligevel træder i
kraft, så viser det, at der skal arbejdes videre med at tilpasse
modellen.
Jeg har ikke her og nu en løsning, men jeg ved, at der skal ske
ændringer. Mine medlemmer vil simpelthen ikke igen stå i en
situation, hvor deres indflydelse på egne forhold forsvinder i den
store grå masse, som mæglingsforslaget er.
Den allerstørste årsag til det massive nej var, at vores
arbejdsgivermodpart på intet tidspunkt indgik i reelle
forhandlinger og at de hele forløbet igennem stillede krav, der var
så rabiate, at enhver kunne se, at de var fuldstændig uacceptable
for os.
Det er en opførsel, som er dybt kritisabel.
Den danske model på arbejdsmarkedet har givet hele samfundet
fantastiske gevinster. Men det er en skrøbelig konstruktion, der
forudsætter en konstruktiv tankegang for både arbejdsgivere og
arbejdstagere.
Ansvaret for at få den danske model til at fungere er ikke kun
fagbevægelsens. Det er et fælles ansvar. Hvis enkelte arbejdsgivere
ikke ønsker at løfte dette ansvar, så bryder den danske model
sammen.
Så herfra skal der i dag lyde en klar opfordring til
arbejdsgiverne:
Tag jer nu sammen. Stop nu med den golde demonstrationspolitik og
kom til forhandlinger med en konstruktiv tilgang, der respekterer
modpartens berettigede ønsker.
Det er ødelæggende for det danske arbejdsmarked, hvis nogen tror,
at den danske model kan fungere, når den ene part kører på frihjul.
Vis dog ansvarlighed.
De sidste mange år har vi holdt 1.maj i skyggen af den økonomiske
krise. Meget tyder på, at krisen er ved at være overstået, og at vi
nærmer os mere normale tilstande. Men det gør vi alligevel
ikke.
For jeg tror ikke på, at der længere er noget, der hedder normale
tilstande. Verden er under konstant forandring - og at tro, at der
nu kommer en periode, hvor der intet sker, er naivt.
Det eneste der er sikkert er, at fremtiden bliver meget forskellig
fra fortiden og fra nutiden. Det stiller store krav til os som
arbejderbevægelse.
Hvordan bevarer vi vores vision for et samfund med lige muligheder
for alle og hvor alle har et godt liv, når de rammer, vi arbejder
indenfor, ændrer sig voldsomt?
Hvordan bevarer vi fagbevægelsen og arbejderbevægelsen som
samfundets ledende kraft, når verden hele tiden forandrer
sig?
Og hvordan sikrer vi fortsat tilslutning til vores bevægelse, når
andre står på spring for at forudsige vores død?
Det gør vi ved at høre på medlemmerne og inddrage deres holdninger
og meninger i vores daglige arbejde.
Vi skal høre, hvad det er medlemmerne ønsker, og hvad det er for
bekymringer, de har. Vi skal ikke være et forsikringsselskab, der
træder til, når der er problemer. Vi skal være en bevægelse, der
ikke kun består af professionelle ansatte.
Vi skal være en bevægelse, hvor medlemmerne er i centrum og ikke
bare er kunder, men en aktiv del af vores indsats.
Bevægelsen skal tilbage til medlemmerne.
Hvad er det så, der optager mine medlemmer mest lige nu?
Der er ingen tvivl om, at de er voldsomt bekymrede over, at de skal
blive endnu længere på arbejdsmarkedet.
Når jeg taler med mine medlemmer om det, så siger de til mig:
"ja, men Ole jeg kan simpelthen ikke arbejde længere. Allerede nu
skal jeg tage smertestillende piller for at klare mit arbejde, og
jeg kan simpelthen ikke blive ved på arbejdsmarkedet".
Vi har dokumenteret, at vores medlemmer lever i kortere tid som
pensionister end andre. Når levealderen stiger, så stiger den
mindre for rigtig mange af dem, der tager det hårde slid, hvad
enten det er SOSU'er eller slagteren. Til gengæld stiger
levealderen mere end gennemsnittet hos de bedst stillede dele af
befolkningen.
Det er en himmelråbende uretfærdighed, at dem med det hårde fysiske
arbejde, skal forlade arbejdsmarkedet senere, fordi andre lever
længere.
Det er en himmelråbende uretfærdighed, at mange må afstå fra at
kunne lege med deres børnebørn, fordi de simpelthen er så
nedslidte, når de går på pension, at de simpelthen ikke fysisk kan
klare det.
Det er en himmelråbende uretfærdighed, at mennesker, der arbejdet
hårdt i mange år, skal arbejde endnu længere for at skabe råderum
for skattelettelser til de rige og for at skabe råderum for, at
luksusbiler bliver billigere.
Det er det, der optager mine medlemmer. Jeg er sikker på, at den
bekymring, mine medlemmer har, deles af mange andre, der er
samfundets kernetropper, der har det hårde arbejde.
Vi skal kæmpe imod den uretfærdighed, som forhøjelsen af
pensionsalderen er et udtryk for.
Vi skal ikke længere finde os i, at politikerne under dække af den
såkaldt nødvendige politik pålægger de svage i samfundet yderligere
byrder.
Til de politikere, der siger, at man sagtens kan hæve
pensionsalderen yderligere, vil jeg sige:
Kom ud på vores virksomheder. Kom ud og stå på slagtelinjen i
Brørup bare en enkelt dag. Så er jeg sikker på, at de vil få større
forståelse for, hvad det er, almindelige mennesker er udsat for dag
efter dag. Så er jeg overbevist om, at de ikke længere vil være så
skråsikre i deres krav om forhøjelse af pensionsalderen for
alle.
Der findes ikke "den nødvendige politik". Der findes en kamp for en
retfærdig fordeling, som vi i disse år er ved at tabe.
Uligheden vokser, og vi er efterhånden der, hvor de fattiges ønske
om rimelige vilkår kaldes grådighed og griskhed, mens de riges krav
om skattelettelser kaldes den nødvendige politik for at skabe
vækst.
Det skal vi bare ikke finde os i.
Vi skal vinde kampen om et retfærdigt samfund.
Det er jo ikke, fordi jeg er imod vækst.
Jeg er ikke imod, at vi i samfundet bliver mere velstående. Derfor
gør vi i mit forbund meget ud af at sikre gode vilkår for
erhvervslivet og selvfølgelig med fokus på fødevareproduktion.
Vækst er en forudsætning for velfærd, og bæredygtig vækst er en
forudsætning for, at vi kan løse miljø- og klimaproblemer.
Så jeg er ikke imod vækst.
Men jeg er imod en vækst, hvor frugterne af alles arbejde kun
kommer nogle få til gode. Væksten skal bruges til at skabe et mere
retfærdigt samfund og ikke til at skabe yderligere ulighed.
Væksten og de nye teknologiske muligheder skal bruges til at løse
de problemer, vores samfund står overfor.
Når mine medlemmer bliver nedslidte, så er det jo, fordi
arbejdsmiljøet på fødevarefabrikkerne er hårdt.
Det er ikke en naturlov, at det skal være sådan.
Det er let for virksomhederne at lade være med at gøre noget, hvis
ikke vi hele tiden presser på. Vi har på mange måder et godt
samarbejde med virksomhederne, og de vil da også gerne gøre noget
for arbejdsmiljøet, især hvis de kan gøre det uden, at det koster
dem penge.
Men vi skal presse på.
Vi skal have den styrke, der gør det muligt at få virksomhederne
til at tage vores problemer alvorligt.
Vi skal have den styrke, der kan tvinge samfundet til at tage
arbejdsmiljøet alvorligt
Vi skal have den styrke, der kan sikre uddannelse til dem, der ikke
fra starten nåede at springe på uddannelsesvognen.
Kammerater.
Jeg startede med at sige, at 1. maj både er en festdag og en
kampdag. Jeg har talt om de kampe, vi stadig skal kæmpe.
Selvom vi stadig har kampe, der skal kæmpes, skal vi ikke glemme at
feste. Vi har problemer og udfordringer, men vi har som bevægelse
et stort ansvar for at have skabt et land, som vi kan være stolte
af.
Glem ikke at fejre de resultater. vi har opnået.
God 1. maj.
Bemærk det talte ord gælder.
