Foto af Vi vil gerne betaler mere for ordnede arbejdsforhold.
Nyhed

Vi vil gerne betale mere for gode arbejdsforhold

De fleste af os vil gerne betale mere for fødevarer, der er produceret på en virksomhed med overenskomst, viser en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for Fødevareforbundet NNF.
Slagteri slagteriarbejder industri
Slagteri slagteriarbejder industri

De fleste af os vil gerne betale mere for fødevarer, der er produceret på en virksomhed med overenskomst, viser en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for Fødevareforbundet NNF.

Over halvdelen af os er villige til at betale mere for en svinemørbrad, et franskbrød eller en jordbærkage, hvis varen er produceret på en virksomhed med overenskomst. Det viser en undersøgelse, Danmarks Statistik har lavet for Fødevareforbundet NNF.

Overenskomster er typisk en garanti for ordentlige arbejdsforhold, og det glæder næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen, at danskerne bakker op om gode vilkår for fødevarearbejderne.

- Jeg er glad for danskernes opbakning til, at fødevarearbejderne har nogle ordentlige vilkår på deres arbejdspladser. Det viser, at vi har nogle meget bevidste forbrugere, der tager aktivt stilling, siger Jim Jensen.

Avisen.dk skriver torsdag en artikel om undersøgelsen, hvor de taler med Jim Jensen og en specialist i branding. Artiklen kan læses her.

Handling i supermarkedet

Mens Jim Jensen er glad for danskernes tilkendegivelse og opbakning, opfordrer han dog også til handling.

- Det er fantastisk godt med denne tilkendegivelse fra danskerne, men næste vigtige skridt er beslutningen, når forbrugeren står med indkøbsvognen i supermarkedet. Jeg vil opfordre til, at man lige vender varen for at se, om der står et lille "DK" i den cirkel, som stort set alle fødevarer er udstyret med. Er det på plads, er varen produceret i Danmark, og dermed på en arbejdsplads med overenskomst, siger Jim Jensen.

Ifølge undersøgelsen fra Danmarks Statistik er det i alt 54,5 procent af danskerne, der er villige til at betale mere for fødevarer produceret på en virksomhed med overenskomst. Der er tale om cirka lige mange mænd og kvinder med det standpunkt, og på tværs af alder er der heller ikke de store udsving. Geografisk er der lidt forskelle. Hele 59 procent af sjællænderne er villige til at betale ekstra for gode arbejdsforhold, mens det "blot" drejer sig om 46,7 procent af midtjyderne.

Fakta om undersøgelsen

Spørgsmål: Er du villig til at betale mere for fødevarer, hvis de er produceret på en virksomhed med overenskomst?

  • Ja: 54,5 procent
  • Nej: 25,8 procent
  • Ved ikke/vil ikke svare: 19,7 procent

Kilde: Danmarks Statistik

DST Survey, Danmarks Statistiks indsamlingskontor, har indsamlet svarene via web og telefon, den 7. juni og den 14.-16. juni. Panelet til besvarelserne er rekrutteret fra fire repræsentative undersøgelser fra marts til juni. Ca. 2.700 har sagt ja til at blive kontaktet. Svarene er indsamlet på 24 timer og vægtet for uddannelse, indkomst, køn, alder og geografi.