Sommerferien er en god anledning til at få overblik over din pension.
Når du har ligget i hængekøjen et par dage i træk, når du er ved at være træt af at sove længe og spise morgenmad kl. 13, eller når Tour De France byder på en kedelig flad etape, kan du med fordel bruge en time eller to af din sommerferie på at tjekke op på din pensionsordning.
Har du pension i PensionDanmark, kan du nemt få overblik over din pensionsordning på pension.dk. Når du er logget ind på pension.dk med NemID, kan du bl.a. se:
- Hvor meget du præcist har sparet op
- Hvor meget du kan forvente at få udbetalt, når du går på pension
- Hvor meget din arbejdsgiver indbetaler måned for måned
- Hvordan du er forsikret
Du kan også hæve eller sænke beløbet på forsikringerne i din pensionsordning.
På pensionsinfo.dk kan du se, om du har penge stående i andre selskaber. For mange er det en fordel at samle pensionerne et sted, og du kan nemt flytte dine pensionsopsparinger via pension.dk, hvor du bliver guidet trin for trin. Du er også velkommen til at ringe til PensionDanmark på 7012 1330.
Tjek pensionen på mobilen
Husk, at du også kan få overblik over din pensionsordning via PensionDanmarks app, som du finder i App Store eller Google-play. Du kan oprette en pinkode til app'en ved at logge ind på pension.dk. Her kan du oprette din pinkode under "dine oplysninger". Med pinkoden slipper du for fremover at skulle have nøglekortet til NemID frem, når du bruger app'en.