Foto af Danskerne vil have gode, fede isprodukter baseret på fløde, og så må de gerne rumme en historie.
Nyhed

Dansk is holder stand

Halvdelen af danskernes is hentes i udlandet. Men den danske isproduktion, som primært er baseret på fløde, holder stand og har det godt, lyder det fra branchens større spillere.

Halvdelen af danskernes is hentes i udlandet. Men den danske isproduktion, som primært er baseret på fløde, holder stand og har det godt, lyder det fra branchens større spillere.

I de gode, gamle dage var danskernes is produceret i Danmark - af dansk fløde. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, idet ca. halvdelen af isen i dag hentes i udlandet hos de store ismastodonter som  Unilever og Nestlé, der typisk producerer i private labels - og i øvrigt typisk bruger vegetabilsk fedt i de fleste isprodukter. De danske isproducenter ser dog ud til at fundet deres pladser i markedet. Mejerigaarden i Thisted, som er landets suverænt største isproducent med 145 medarbejdere, har netop aflagt et meget tilfredsstillende regnskab med et plus på 22 mio. kr.

- Vi oplever, at forbrugerne bliver mere kvalitetsbevidste og vil betale lidt mere for god is, hvilket også gælder økologiske produkter. Og så tror vi på, at danskerne først og fremmest gerne vil have is baseret på fløde - og gerne dansk fløde, siger Christian Brink, kommerciel direktør på Mejerigaarden. Denne opfattelse stemmer overens med opfattelsen hos Danmarks øvrige større isproducenter, hhv. Aabybro Mejeri og Vebbestrup Flødeis, som har mellem 10 og 20 medarbejdere i isproduktion. Dette gælder formentlig også Hansen Is, som dog ikke har ønsket at medvirke til denne artikel.

- Det går fornuftigt og vi klager ikke. Der er naturligvis hård konkurrence, men det er kun sundt, siger Leif Christensen, indehaver af Vebbestrup Flødeis, som producerer literis, islagkager m.m.

Gode produkter med en historie

- Danskerne vil have gode, fede isprodukter baseret på fløde, og så må de gerne rumme en historie. Det kan vi tilbyde, supplerer en tilsvarende tilfreds N. H. Lindhardt, indehaver af Aabybro Mejeri, som blandt andet producerer Ryå Is og forskellige specialprodukter.

Udover anførte større isproducenter findes også lokal isproduktion i kæder- eksempelvis Paradis Is, hvor produktionen sker i den enkelte iscafe, og i andre lokale iskæder.