Det danske konditor-landshold blev i sidste uge kåret som det tiende bedste i verden. Landsholds-konditor Freja Krarup Johansen er næsten tilfreds trods udfordringer under VM i Lyon.
I er nu verdens 10. bedste. Hvordan oplevede du jeres indsats under
VM?
- Vi nåede ikke helt i mål. Vi havde i strømsvigt - og så røg vi lidt bagefter vores deadline for præsentation af bl.a. chokoladekage og kom bagud med isdessert og desserttallerkener, som yderligere fik os bagud med vores blikfang til buffeten. Der sker så mange ting omkring en - og vi havde udfordringer med at få vores isskulptur ind i en fryser, men det var en ok dag - og taget alt det i betragtning, så er vi glade for at det alligevel blev til en 10. plads. Det vil være uforskammet at være andet, når vi tager udfordringerne i betragtning, siger 24-årige Freja Krarup Johansen, der til daglig udfolder sig hos Bojesen Chokolade i Kødbyen i København.
Ikke alt gik som planmæssigt, men hvad gik egentlig rigtig
godt?
- Vi blev nr. 5 ved forrige VM, så vi har før bevist, at vi kan være med deroppe. Det er super dygtige folk, som vi er oppe imod. Der ligger meget mere i det, end at lave perfekt kage. Vi udmærker os ved smagen, som giver mange point - og så har vi brugt enormt meget tid på at udvikle forme med egne 3D-tegninger og selv støbe dem i silikone. Der er meget mere i konkurrencen end "bare" håndværket ved at udvikle den perfekte chokoladekage. Der er enormt mange tekniske ting som skal gå op i en højere enhed. Vi har fået ros for vores smag - og så får vi meget ros for vores organisering og arbejde i køkkenet.
Jeg vil gerne dvæle lidt ved smagen. Smag kan jo være
forskellig.
- Ja, det er rigtigt. Vi er dygtige til at lave noget, som rammer bredt - og som de godt kan li' og have en balance i det, som vi laver. Vi arbejder alle i dagligdagen steder, hvor vi nordiske smage er i fokus. Hvor vi går efter at bruge lokale råvarer og vælge den bedste kvalitet. Skal du ramme internationale smagsløg, så skal du ud i andre råvarer - som eks. Passionsfrugt og lidt mere genkendelige smage, internationalt. Det er lidt væk fra, hvad vi er vant til - men vi er blevet dygtige til at arbejde med det.
I lavede Harry Potter-tema: Hvordan blev det modtaget?
- Det blev modtaget pænt. Man vil gerne have et tema, som man selv synes er fedt, og så vil man gerne ramme noget genkendelse-værdi hos dommerne. Vi ser andre lande, som har haft et eventyr med hjemmefra, som man som dommer måske ikke har kendt. Er håndværket godt nok - så kan man vælge, hvad det skal være. Og hvis håndværket ikke er i orden, så hjælper det ikke at have et godt tema. Det er ligeså meget for ens egens skyld. Vi havde ikke snakket om Harry Potter før, men vi er alle vokset op med det. Mange af os har været præget af historierne, læst bøgerne og set filmene. Vi har kunnet finde ting i historierne, som vi alle havde et forhold til, og det har også bidraget til fællesskabet.
Nu har I levet i månedsvis med at forberede jer og på selve
konkurrencen. Er du, konditoren, ved at være lidt træt af
kage?
- Jeg tror ikke, at jeg bliver træt af kage. Men man kan godt blive træt af de samme kager. Vi har virkelig kværnet kager. Nu skal der spises gulerødder og æbler.
Freja Krarup Johansen
Konditor på det danske landshold
24 år
Arbejder hos Bojesen Chokolade/Oialla A/S
Bag om Konditor-VM:
VM kaldes Coupe du Monde de la Pâtisserie
22 hold deltog fra 22. til 23. januar.
Det danske konditorlandshold bestod i konkurrencen af Freja Krarup Johansen, Line Gorm og Mads Kilstrup. Landsholdet har i alt 15 konditorer, som i flere måneder har arbejdet næsten i døgndrift for at udvikle opskrifterne.
I løbet af ti timer skulle landsholdet fremstille tre ens chokoladekager, tre ens iskager, 15 identiske desserttallerkener samt tre skulpturer, som var i henholdsvis sukker, chokolade og en skulptur fra en isblok.
Kilde: Bager- konditormestre i Danmark.
Landsholdets is til VM:
Ved VM serverede det danske hold isen Weasleys' Wizard Wheezes. Isen indeholder kokos, pistacie, yuzu, mango og jordbær.