Nyhed

Tid til det store pensionstjek

Den årlige pensionsoversigt er på vej. Brug den til at få overblik over opsparingen og dine forsikringer
Pengesedler kroner penge
Pengesedler kroner penge

Den årlige pensionsoversigt er på vej. Brug den til at få overblik over opsparingen og dine forsikringer

Din pension voksede flot i 2016, der blev et godt investeringsår. Helt præcist hvor meget du har fået, kan du se i pensionsoversigten. Den giver dig et godt overblik over dine pensionsforhold.

Pensionsoversigten viser også, hvilke forsikringer du er omfattet af via din pension.

Forsikringerne i din pensionsordning passer som udgangspunkt til de flestes behov. Men når du i disse dage modtager den årlige pensionsoversigt, kan det være en god ide at tjekke, om forsikringerne også passer til din nuværende livssituation.

Hvis du siden dit sidste pensionstjek er blevet gift, har fået barn, eller har købt hus eller lejlighed, kan det betyde, at dine forsikringer bør justeres.

Brug derfor oversigten for 2016 til at tjekke, at alt er, som det skal være.

Hvis du logger ind på din personlige side på pensionsselskabets hjemmeside, får du det fulde overblik over din pensionsordning. Og du kan også nemt justere dine forsikringer. På hjemmesiden kan du fx:

  • Vælge beløb ved førtidspension/tab af erhvervsevne
  • Vælge beløb ved visse kritiske sygdomme
  • Vælge mindstebeløb til de efterladte ved dødsfald før pensionsalderen
  • Bestemme, hvem der får pengene, hvis du dør.

PensionDanmark

I PensionDanmark ligger oversigten klar fra slutningen af februar, når du logger ind på pension.dk.

Har du valgt at få information fra PensionDanmark i din e-Boks, kan du også se oversigten der.

Industriens pension

Industriens Pension har pensionsoversigten klar fra midten af februar.

Afhængigt af, hvordan du har valgt at modtage den, kan du finde den på industrienspension.dk/minside, i din e-Boks, eller få den tilsendt som fysisk post.