Foto af Foto: Martin Sølyst
Nyhed

25 år med Industriens Pension: Nu skal Lissi bruge af opsparingen

I december er det 25 år siden, at Industriens Pension - hvor de fleste medlemmer af Fødevareforbundet NNF sparer op - så dagens lys. En af dem er Lissi Gjørlund fra Toms, der snart skal til at leve af sin pensionsopsparing.

I december er det 25 år siden, at Industriens Pension - hvor de fleste medlemmer af Fødevareforbundet NNF sparer op - så dagens lys. En af dem er Lissi Gjørlund fra Toms, der snart skal til at leve af sin pensionsopsparing.

Den 1. december kunne Industriens Pension fejre 25 års jubilæum. De fleste medlemmer af Fødevareforbundet NNF har deres pensionsordning i Industriens Pension, som i dag forvalter en fortsat hastigt voksende pensionsformue på over 159 mia. kr. 

En af dem er 64-årige Lissi Gjørlund, der er ansat hos Toms og snart skal høste frugterne af sine mange års indbetalinger til Industriens Pension.

Ansat hos Toms i 21 år

Lissi Gjørlund begyndte hos Toms i Ballerup i 1996, hvor hun fik job i posepakkeriet. Samtidig startede hun sin pensionsopsparing gennem arbejdet. Lissis tidligere deltidsjob indeholdt ikke en pensionsordning, og hun gav i første omgang ikke pensionsordningen hos Toms mange tanker.

Dengang var pensionsbidragene markant lavere, men ordningen er gradvist blevet udbygget, indbetalingerne er steget, og der er tilknyttet en række forsikringer. I dag er Lissi glad for, at hun i sin tid startede en pensionsopsparing.

- Jeg har altid sat en ære i at klare mig selv og lægge lidt til side. Industriens Pension er en god ordning, der har givet rigtig gode afkast gennem mange år. Og jeg er glad for forsikringsdækningerne. Det er ligesom en brandforsikring til sit hus, siger Lissi Gjørlund.

Mere tid til familien og haven

Til sommer tager Lissi hul på en ny del af livet, når hendes tid på arbejdsmarkedet slutter.

- Jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver. Men glæder mig til at have mere tid med mine børn og børnebørn og i min have. Måske vil jeg også engagere mig i frivilligt arbejde. Mulighederne er mange - og heldigvis har jeg pengene til det, fortæller Lissi Gjørlund.

Industriens Pension har i anledningen af jubilæet lanceret en ny app, som du kan læse om her.