Nyhed

LO-formanden: »I er dem, som bliver hårdest ramt af Løkkes pensionsplaner«

Får Løkke-regeringen held med at hæve pensionsalderen, så går det hårdest udover arbejderne i fødevareindustrien, lyder det fra LO’s formand Lizette Risgaard

Får Løkke-regeringen held med at hæve pensionsalderen, så går det hårdest udover arbejderne i fødevareindustrien, lyder det fra LO's formand Lizette Risgaard

- Skal vi ikke bare love hinanden, at det ikke lykkes.

Sådan lød det fra LO's formand Lizette Risgaard til en begejstret kongressal under hendes tale til kongressen, hvor hun lagde stærk afstand til Venstres 2025-plan. Her er et af hovedelementerne, at danskerne skal arbejde længere, før de kan gå på pension.

- I er nogle af dem, som bliver allerhårdest ramt, hvis Løkke får held til at fremrykke pensionsalderen, lød analysen fra Risgaard.

LO-formanden mener, at det er muligt der er en brist på viden om, hvordan det er at have et hårdt fysisk arbejde på Christiansborg.

- Mange af jeres kolleger vil da gerne arbejde i mange flere år, hvis de kunne. Men det kan de ikke.  Mange år i branchen slider på kroppen. På Tulips pålægsfabrik i Svenstrup fortæller nogle af kollegerne, at de må nøjes med håndkøbsmedicin for at dulme smerterne efter mange år i faget, mens andre må bruge gigtmedicin for at komme igennem. De samme historier hører vi fra andre LO-medlemmer, fortalte hun, inden hun høstede talens største bifald.  

- At der kan leve politikere, som ikke lader sig mærke eller har hørt om et arbejdsmarked på smertestillende medicin, det forstår jeg ikke. Derfor må jeg også sige, at Løkkes 2025 plan er en ommer, lød det fra LO-formanden.

Invester i ordentlige jobs

I stedet vil LO-formanden gå en anden vej end regeringens bebudede nedskæringer i velfærden og skattelettelser.

- Vi vil ikke have flere fattige børn i Danmark for, at Lars Seier skal have sin skattelettelse og flere nedslidte NNF'ere og LO'ere for, at LA skal fejres på havnen i Hellerup. Fagbevægelsen vil have et Danmark, hvor vi er rige, lige og trygge. Det kræver, at vi investerer i et godt arbejdsmiljø, har fokus på forebyggelse og har et arbejdstilsyn med flere muskler, som kan gå til kamp mod dårligt arbejdsmiljø og social dumping.

Se hele Lizette Risgaards tale til kongressen