Nyhed

Derfor skal du tænke på pension, når babyen ankommer

Din pension kan ændre sig, når du eller din ægtefælle har barsel. Her får du tre gode råd til, hvad du bør kigge efter

Selvom pensionen næppe er det første du tænker på, når du får et barn, så er der faktisk en række gode grunde til at se pensionsforholdene efter i sømmene, når det sker.  

Som medlem i Fødevareforbundet NNF har du enten din pension hos Industriens Pension eller PensionDanmark. De har hjulpet os med tre gode råd.

1. Er dine forsikringer gode nok?

Overvej at tilpasse dine forsikringer i pensionsordningen, så du løfter udbetalingerne, hvis uheldet er ude. På dit pensionsselskabs hjemmeside kan du få et samlet overblik over, hvordan du er dækket.

2. Har du fået den forhøjede pension?

Er du på barsel som kvinde, kan du tjekke, om pensionsindbetalingerne er forhøjet under de 14 ugers barsel med fuld løn, som du kan have krav på. Normalt vil det ekstra pensionsbidrag fremgå af din lønseddel. Er du i tvivl, så kontakt din arbejdsgiver, eller tjek det direkte hos pensionsselskabet.

3. Bør du betale mere under barselstiden med dagpenge?

Overvej at indbetale ekstra til pensionsordningen, når du er på barsel, så du ikke kommer bagud med dine pensionsindbetalinger. Ofte vil arbejdsgiverens pensionsbidrag nemlig stoppe i den periode, hvor du ikke længere får fuld løn, men hvor du får finansieret din barsel med dagpenge. Derfor kan du overveje selv at indbetale ekstra på pensionsordningen i Industriens Pension eller PensionDanmark.

Sådan tjekker og ændrer du i din pensionsaftale

Hos Industriens Pension kan du gå ind på industrienspension.dk/minside. Samtidig sidder der rådgivere klar til at tale og hjælpe dig på 7033 7070.

I PensionDanmark kan du gå ind på pension.dk/dinpension eller du kan bruge PensionDanmark app. Du er også velkommen til at kontakte PensionDanmark på telefon 7012 1330.