Foto af Troels Lund Poulsen, Martin Merrild, Ole Wehlast og Ulrik Nødgaard
Nyhed

Historisk! Milliardfond sikrer ny optimisme for fødevarejobs

Forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over, at det nu er lykkedes at samle investorer til en fond, som skal skyde kapital ind i landbruget, så der kan komme flere råvarer og arbejderpladser på slagterier, mejerier og i resten af fødevarebranchen

Forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over, at det nu er lykkedes at samle investorer til en fond, som skal skyde kapital ind i landbruget, så der kan komme flere råvarer og arbejderpladser på slagterier, mejerier og i resten af fødevarebranchen

Der har været gjort flere forsøg på at skabe en redningsfond til gældsplagede danske landbrug, så spiralen med færre svin til danske slagterier kan blive vendt.

Nu ser det ud til at lykkes efter, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen netop har præsenteret den nye model for Dansk Landbrugskapital. Målet er, at fonden via et indskud fra staten på 500 millioner kroner og aftaler med en række større pensionsselskaber rejser én milliard kroner i første omgang. 

- Det er måske en dag, man vil se tilbage på og sige: Den dag vendte synet på dansk landbrug. Den dag vendte optimismen og troen på dansk landbrug tilbage og dermed grundlaget for mange tusinde arbejderpladser i fødevarebranchen, siger Ole Wehlast.

For nylig satte han selv landbrugets finansiering på dagsordenen, da han satte sig i spidsen for at få samlet parterne til at finde en levedygtig model, hvor investorer skyder penge ind i fonden på markedsvilkår.

- Det er glædeligt, at vi efter nye sonderinger har fået professionelle investorer til at se en forretning i at investere i gode, dygtige, veldrevne landbrug. Jeg glæder mig over, at der nu kommer nye muligheder for landmænd, som har bevist, at de kan tjene penge og køre deres forretning, men som er blevet hårdt ramt af finanskrisen og dens følger, siger han. 

I fødevarearbejdernes interesse

Ole Wehlast kalder det naturligt for Fødevareforbundet NNF at blande sig i finansieringen af landbruget.

- For os er det faktisk ret simpelt: Flere danske slagtesvin, giver flere danske arbejdsplader. Flere liter dansk mælk, giver flere arbejdspladser. Flere danske kreaturer, giver flere danske arbejdspladser. Vi glæder os til at se de positive effekter efter, at der er kommet ny tro på tingene i landbruget og fødevareerhvervet, siger han.