Nyhed

En energipolitik i balance skaber gevinster for Danmark

Ole Wehlast blogger sammen med Landbrug & Fødevarer, Dansk Metal og Dansk Energi om fremtidens energipolitik

Danmarks CO2-udslip fra elproduktion falder med 75 pct. mellem 2000 og 2020 ifølge Energistyrelsen. Det er et af de vigtige skridt mod en langsigtet grøn omstilling, der er nødvendig for at løse klimaudfordringen. De seneste energiaftaler bærer en stor del af æren for den udvikling

Men siden energiaftalens indgåelse har to forudsætninger ændret sig. For det første er elpriserne faldet. Selvom den grønne energi hele tiden bliver billigere, så er den synlige støtteomkostning - i form af PSO, som vi betaler over elregningen - steget betragteligt.

De totale PSO-omkostninger var i 2015 på ca. 8 mia. kr. I 2011 lød de på ca. 3 mia. kr. For det andet har EU-Kommissionen underkendt den måde, vi har indrettet PSO-systemet på. Med andre ord: PSO-systemet kan ikke fortsætte, som vi kender det i dag.

Skal undgå tab af arbejdspladser

Industrien, fødevareerhvervet og energisektoren støtter den retning, som energiaftalen fra 2012 satte. Men vi opfordrer også forligskredsen til at foretage de nødvendige justeringer og finde en fornuftig balance, der sikrer, at vi ikke mister det langsigtede mål for grøn omstilling af syne, og at vi samtidig løser finansieringsudfordringen på en facon, så vi undgår tab af eksportmuligheder, konkurrencekraft og arbejdspladser.

Selvom elpriserne er faldet, er omkostningerne på elregningen til den grønne omstilling steget, og det belaster vore virksomheders konkurrenceevne ganske meget. Vi noterer os, at PSO'ens størrelse har affødt en debat om, at energipolitikken skal blive billigere.

Det er en politisk opgave for forligskredsen at afklare, om der kan findes fornuftige besparelser, der er bæredygtige i forhold til, at vi skal holde os på sporet af den grønne omstilling. Derfor er vores håb, at de danske politikere i den debat ikke vil miste evnen til at finde fælles fodslag på tværs af Folketinget og sikre en realistisk grøn omstilling.

En betragtelig gevinst

Det er et faktum, at Danmark høster en gevinst ved at flytte PSO-betalingen væk fra elregningen og finansiere det inden for vores normale skattesystem. Det vil sige; få PSO-systemet væk fra virksomhederne og over på finansloven. Det er en betragtelig gevinst, vi taler om.

Skatteministeriet har dokumenteret, at gevinsten er på 5 mia. kr. frem mod 2020. En gevinst, der kommer bare ved at opkræve pengene på en anden måde end over elregningen. Det vil klart fremme væksten og beskæftigelsen.

Regeringen og forligskredsen bag energiaftalen skylder energikunderne og investorerne i den grønne omstilling en afklaring. Vi skal derfor opfordre regeringen til at fremlægge sine tanker og planer hurtigst muligt.

Grundlaget for eksport

Både regering og forligskreds skal huske på, at energipolitik ikke alene handler om at sikre det danske samfund grøn, sikker og konkurrencedygtig energi. Det handler også om at styrke grundlaget for eksport og teknologiudvikling.

Det vil være flot, hvis Folketinget kan samles om at supplere den nuværende energiaftale med en langsigtet grøn eksportstrategi. En strategi, der skal sikre, at Danmark får sin del af det stigende verdensmarked, som følger i slipstrømmen på klimaaftalen fra Paris. Vi skal som samfund fortsat investere i en forsknings- og udviklingspolitik, der kan holde os på fortsat forkant.

Den brede energipolitik

Størrelsen på regningen for at sikre danskerne grøn energi må ikke føre til, at vi går på kompromis i forhold til at finde de løsninger, der gavner Danmark mest muligt, og som skaber arbejdspladser og vækst.

Opkrævningen af de nødvendige skattepenge til energipolitikken må også ske på en måde, som skader det danske samfund mindst muligt, og på en facon, der ikke hæmmer danske virksomheders konkurrenceevne. Her tænker vi på alle typer af virksomheder.

Vi håber, at Folketingets partier vil holde fast i den brede energipolitik og stå skulder ved skulder om svar, der kan sikre, at vi som energiinvestorer, energikunder og ansatte sammen kan arbejde for, at Danmark vinder mest muligt.

Ole Wehlast er forbundsformand i Fødevareforbundet NNF
Claus Jensen, er forbundsformand i Dansk Metal
Karen Hækkerup er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer
Lars Aagaard er administrerende direktør i Dansk Energi