Nyhed

Tarmrensere får ny arbejdsgiver i Thisted

De nye tyske ejere hos Thisted-slagteriet Tican fortsætter med tarmrensningen på stedet, og derfor får 26 tarmrensere ny arbejdsgiver på fredag.

Fra fredag morgen får tarmrenserne på Thisted-slagteriet Tican ny arbejdsgiver, selvom hverdagen fortsætter sin vante gang.

Signaturen på deres ansættelseskontrakt kommer fremover til at være underskrevet Tican, mens de hidtil har været ansat af tarm-selskabet Dat Schaub.

Forandringen sker som en konsekvens af, at Tican og Danish Crown i øjeblikket luger ud i deres fælles-ejede selskaber, da Tican ikke længere, som Danish Crown, er ejet af danske landmænd men af det tyske slagteriselskab Tönnies Fleisch.  

Et af berørte selskaber er tarmgiganten Dat Schaub, hvor Danish Crown i tråd med deres størrelse i Danmark har været storebror i selskabet, mens Tican har haft en mindre ejerpost.

- Vi er meget tilfredse med, at Tican nu selv overtager tarm-rensningen, og den tyske ejer dermed har valgt at fortsætte med aktiviteten i Thisted, siger tillidsmand Peter Uno Andersen fra slagteriet.

Han oplyser, at tarmrenserne fortsætter på helt samme vilkår som hidtil med den eneste forskel, at der nu står nu kommer en anden arbejdsgiver på ansættelseskontrakten.

Tarme til Tyskland

Hvor tarmene fra Tican-grisene hidtil er blevet sendt videre til Dat Schaub i Esbjerg, så skal de med det nye set-up videre til Tönnies i Tyskland.

- Det er en god afslutning på det, da vi ikke kunne være sikre på, at Tönnies ville fortsætte med tarmene her i Thisted, siger Peter Uno Andersen.

Medregnet tarmrenserne beskæftiger Ticans afdeling i Thisted i alt 666 personer.