Min side
Kommissionen skal vise lønmodtagerne, at social sikkerhed og tryghed bliver vægtet lige så tungt som gevinsten af det indre marked, hvis de skal bakke op om EU-projektet
Efter det seneste EU-parlamentsvalg gav EU-Kommissionen udtryk for, at den var rystet af, at den europæiske befolkning havde styrket den politiske højrefløj.
EU-Kommissionen appellerer derfor til fagbevægelsen om, at vi skal være med til at genskabe tilliden til det europæiske samarbejde og EU-Unionen.
Men jeg mangler endnu bevis for, at EU-Kommissionen mener det alvorligt.
Godt nok samlede EU-Kommissionen de europæiske arbejdsgiverorganisationer og den europæiske fagbevægelse i et ønske om at revitalisere den sociale dialog.
Men når EU-Kommissionen så efterfølgende i sit REFIT-forslag, der skal forenkle bureaukratiet for små og mellemstore virksomheder, giver det indtryk, at vejen til at give nyt liv til den europæiske økonomi er, at lønmodtagerne i højere og højere grad skal overtage det økonomiske ansvar fra arbejdsgiverne gennem øget jobusikkerhed, ringere arbejdsmiljø, dårligere løn og mindre indflydelse på egne arbejdsvilkår, så er det svært at få en social dialog i gang.
Ikke mindst når modparten sidder og afventer, at de får alle fordelene, og at fagbevægelsen skal have alle ulemperne.
Indblandingen er misforstået
Så har EU-Kommissionen jo misforstået den sociale dialog, og også formålet med overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
Nemlig at de sociale parter forhandler sig frem til ansvarlige og bæredygtige aftaler om løn og ansættelsesvilkår til gavn for begge parter.
Nuvel, så jeg må tolke det som, at EU-Kommissionen mener, at arbejdsgiverne indgår uansvarlige aftaler, som de derfor må hjælpes ud af.
Senest har jeg bemærket, at EU-Kommissionen vil opfordre medlemsstaterne i Euro-zonen til at oprette såkaldte nationale konkurrenceevne-komiteer, der skal "informere" løndannelsesprocessen ved at give relevant information, samtidigt med at man naturligvis hævder, at de "ikke skal fastlægge lønnen eller blande sig i den rolle og de beføjelser, som de sociale partnere har", som det står i et faktaarktil den såkaldte Five Presidents' report.
Ikke på lønmodtagernes side
Nu vil jeg jo helst tillægge EU-Kommissionen positive motiver, når den forsøger at skabe nyt liv i den europæiske økonomi, men sporene fra Litauen skræmmer.
Her har EU-Kommissionens eksperter rådgivet den litauiske regering og foreslået, at den ændrer arbejdsmarkedslovgivningen på 25 punkter, og naturligvis vil alle 25 anbefalinger skabe mere usikre ansættelsesvilkår for de litauiske arbejdere.
Det skaber for mig tvivl om, hvad EU-Kommissionens motiv er, og det er ikke verdens bedste udgangspunkt, hvis EU-Kommissionen ønsker, at jeg skal arbejde for at få mine medlemmer til at tro og stole på det europæiske projekt.
Derfor må EU-Kommissionen sende et klart signal om, at der skal skabes en europæisk social søjle, der hviler på en række overordnede principper som:
- Retten til arbejde og til en løn, der er til at leve af
- Retten til en erhvervsfaglig uddannelse, efter- og videreuddannelse.
- Et rimeligt økonomisk sikkerhedsnet, hvis den enkelte mister sit arbejde - og en aktiv indsats for at bringe de ledige tilbage på arbejdsmarkedet.
- Nej til social dumping i forbindelse med udstationeringer, vikararbejde og grænseoverskridende serviceydelser.
Et sådant signal vil, tror jeg, som med et trylleslag sætte gang i den sociale dialog med arbejdsgiverne, og det vil øge mine muligheder for, at fagbevægelsen kan få en meningsfuld dialog med vores medlemmer om det europæiske projekt.
EU-Kommissionen må i praksis vise, at den vægter social sikkerhed og tryghed lige så højt, som den vægter hensynet til det indre markeds funktion.
Blogindlægget er oprindeligt bragt på Altinget.dk
