Nyhed

Hiltons Foods har flest anmeldte arbejdsskader

Fødevarevirksomheden Hilton Foods ved Aarhus lander på en kedelig 1. plads i en ny opgørelse over virksomheder med flest anmeldte arbejdsskader per medarbejder

Fødevarevirksomheden Hilton Foods ved Aarhus lander på en kedelig 1. plads i en ny opgørelse over virksomheder med flest anmeldte arbejdsskader per medarbejder

På tre år er der anmeldt 43 arbejdsskader fra virksomhedens 225 medarbejdere.

Det er det højeste antal anmeldte arbejdsskader per medarbejder for danske virksomheder med over 200 ansatte. Det svarer til, at der bliver anmeldt 6,4 arbejdsskader om året per 100 medarbejdere. 

Det viser en ny opgørelse som er lavet af Fagbladet 3F på baggrund af data fra Arbejdsskadestyrelsen i perioden 2012-2014.

Hilton Foods, der ligger i Hasselager ved Aarhus, er en kødforædlingsvirksomhed, der forædler og pakker kød til blandt andet supermarkeder i Danmark. 

Arbejdsskader om året per 100 medarbejdere

Frode fik ødelagt sine skuldre

En af dem der har anmeldt en arbejdsskade er Frode Eilertsen. Han arbejdede på Hilton Foods fra 2011 til 2014. I dag er han på sygedagpenge på grund af mange smerter i hans skuldre. 

- Jeg har brugt min krop helt forkert på arbejdet og mine skuldre gør ondt hele tiden. Jeg kan ikke lege med mine børn, som almindelige forældre, og jeg får højest fire timers sammenhængende søvn om natten, fortæller Frode Eilertsen. 

En del af hans arbejde på Hilton Foods var at stable kasser med kød. Her brugte han sin kropsvægt til at presse kasserne rigtigt sammen. 

- Jeg har arbejdet med fysisk arbejde hele mit liv. Jeg har tidligere været stilladsarbejder og kørt truck uden at have problemer med kroppen. I dag kan jeg ikke have et almindeligt arbejde på grund af smerterne i skuldrene, siger Frode Eilertsen. 

Hilton Foods: Vi anmelder hellere for meget end for lidt

På trods af den kedelige førsteplads over danske virksomheder med flest arbejdsskader per medarbejder, mener Hilton Foods, at de gør meget for at sikre et godt arbejdsmiljø.

Bjarne Tost, HR manager hos Hilton Foods skriver i en mail:

- Vores holdning til indberetninger til Arbejdstilsynet er klar, hellere en for meget end en for lidt. Dette betyder at vi i alle årene har foretaget anmeldelser, som ikke er ulykker i forhold til Arbejdstilsynets definition af en ulykke. Eksempler herpå er f.eks. en funktionær, som falder ned af sin kontorstol og bliver øm bagi - en tekniker som rammer på en tand med et stykke værktøj, men begge eksempler uden synlig skade. Vores holdning til sikkerhed på arbejdspladsen er helt klar, vi arbejder målrettet på at undgå enhver skade på vores medarbejdere. Vi tager vores arbejdsgiveransvar alvorligt - herunder også arbejdsmiljø og medarbejdersikkerhed.

Tillidsrepræsentanten på Hilton Foods ærgrer sig over den kedelige 1.plads.

- Jeg er rigtig træt af, at vi er havnet øverst på listen. Vi har haft en del arbejdsskader i de seneste år, men jeg synes faktisk, at virksomheden tager ansvar og forsøger at rette op på problemerne, siger Kirsten Davidsen, tillidsrepræsentant på Hilton Foods og fortsætter:

- Vi har meget manuelt og ensformigt arbejde, og vi arbejder eksempelvis på at få rokeret mere mellem arbejdsstationerne, så man ikke laver det samme hele tiden, fortæller Kirsten Davidsen.

Mange anmeldte arbejdsskader hos fødevarevirksomheder 

Hele fire fødevarevirksomheder er blandt de ti virksomheder i Danmark, der har anmeldt flest arbejdsskader per medarbejder i perioden fra 2012 til 2014.

- Det er simpelthen ikke fair, at så mange fødevarearbejdere bliver syge af at gå på arbejde. Det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for et godt arbejdsmiljø, så medarbejderne undgår ulykker eller nedslidning, siger Jim Jensen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF.

Slagteribranchen er også den branche i Danmark med flest arbejdsulykker og erhvervssygdomme per medarbejder. Det viser tal fra Arbejdstilsynet.

Her kan du læse, hvordan top-ti listen er blevet udarbejdet.