Nyhed

Danish Crown fyrer omstridt underleverandør i Tyskland

En underleverandør, der anklages for fusk og dummebøder, droppes af den danske slagterikoncern i Tyskland
Slagteri slagteriarbejder industri
Slagteri slagteriarbejder industri

En underleverandør, der anklages for fusk og dummebøder, droppes af den danske slagterikoncern i Tyskland

Danish Crown afslutter nu samarbejdet med en underleverandør på koncernens slagteri i den nordtyske by Oldenburg efter en lang række sager.

Det skriver Fagbladet 3F.

Leverandøren har leveret polske kolonnearbejdere til slagteriet i en årrække under skiftende firmanavne.

Sidste år beskrev ansatte på slagteriet om elendige boligforhold, lønfusk, trusler og meget lange arbejdsdage på slagteriet i Nordtyskland.

Dengang bar kolonnefirmaet navnet Marbar. Det blev i løbet af 2015 ændret til Casus.

- Underleverandøren er opsagt med udgangen af januar. Der har været en række udfordringer i samarbejdet, derfor har vi valgt at prøve noget andet, siger Jens Hansen, pressechef i Danish Crown til Fagbladet 3F.

Forholdene blev mødt med hård kritik fra Fødevareforbundet NNF.

Boliger var ikke i orden

Reelt er firmaet allerede stoppet på slagteriet, fortæller pressechefen.

Han forklarer, at arbejdernes boliger - blandet andet i det nedlagte mejeri - blev tjekket af et konsulentfirma i forsommeren 2015. De levede ikke op til Danish Crowns kodeks for boligforhold.

- Der var flere ting, der ikke var i orden. Firmaet fik en periode til at rette op på det, men vi måtte til sidst konkludere, at problemerne var så omfangsrige, at det ikke gav mening at blive i bygningen.

På grund af problemer med at overholde fristerne fik firmaet dog lov til at benytte en del af bygningen til boliger indtil slutningen af oktober 2015.

De ansatte i det opsagte firma er blevet tilbudt at fortsætte hos den nye samarbejdspartner.

Danish Crown har desuden opdaget enkelte tilfælde af ulovlige dobbeltvagter på slagteriet i Essen.

- Her har det dog været de ansatte selv, der har ønsket at arbejde længere end tilladt, for på den måde at bytte sig til en lang weekend, siger Jens Hansen til Fagbladet 3F.

Stopper med at bruge udstationerede slagteriarbejdere

Tilbage i september 2015 underskrev Danish Crown, samt en række andre store slagterikoncerner i Tyskland, en aftale, der i løbet af 2016 skal sætte en stopper for brugen af udstationerede slagteriarbejdere.

Det betyder, at alle slagteriarbejdere på Danish Crowns slagterier i Tyskland skal være ansat igennem tyske kolonnefirmaer.

Det vil betyde bedre arbejdsvilkår for de tusindvis af østarbejdere, som i dag er udstationerede på blandt andet Danish Crowns fabrikker i Tyskland.