Foto af Her er nogle af de lærlinge du kan møde hos Fødevareforbundet NNF til DM i Skills. Fra venstre: Mikkel Dahlberg, Freja Johansen, Louise Madsen og Frederik Henriksen.
Nyhed

Slagtere, bagere og konditorlærlinge dyster til DM i Skills

Den 4. februar starter tre dages hæsblæsende danmarksmesterskaber for unge på landets erhvervsuddannelser, DM i Skills. Kom og oplev inspirerende madhåndværk i Fredericia

Den 4. februar starter tre dages hæsblæsende danmarksmesterskaber for unge på landets erhvervsuddannelser, DM i Skills. Kom og oplev inspirerende madhåndværk i Fredericia

Så er det snart tid til at kåre Danmarks dygtigste lærlinge ved danmarksmesterskaberne for erhvervsuddannelser, DM i Skills.

I år skal omkring 280 unge dyste i 36 forskellige fag, blandt andet bager, konditor og detailslagter.

Lærlingene er fundet i et deltagerfelt på omkring 1.000 elever, der i løbet af efteråret har stillet op i lokale og regionale konkurrencer rundt omkring på landets erhvervsskoler.

- Jeg håber, mange vil tage turen forbi Messe C i Fredericia og få en oplevelse. De unge præsenterer noget af de bedste indenfor vores fag. Samtidig er der mulighed for at få et godt indtryk af de forskellige fødevareuddannelser som erhvervsskolerne udbyder, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF.

Det er gratis at besøge DM i Skills i Fredericia.

Er du bager, konditor eller slagter, der gerne vil have inspiration af de unge, så kan det anbefales slå vejen forbi DM i Skills fredag eftermiddag eller lørdag formiddag.

Fremtidens faglærte bagere, konditorer og slagtere viser sig frem

Fødevareforbundet NNF er til stede alle tre dage i Messe C i Fredericia.

Her kan du møde unge lærlinge fra flere fødevareuddannelser, der gerne vil fortælle om deres fag og uddannelse.

- Vi vil gerne vise hvad vores faglærte uddannelser kan tilbyde. Derfor har vi inviteret et dygtigt hold af unge lærlinge, der glæder sig til fortælle om deres uddannelse og fag, siger Pia Antonsen, forbundskonsulent i Fødevareforbundet NNF.

Hvis man har børn i folkeskolen, er der forældreaften torsdag den 4. februar fra klokken 16.00, hvor man kan få et indblik i hvad en erhvervsuddannelse er, og hvad den kan bruges til.

Her kan du blandt andet møde EasyFood der fremstiller innovativt kvalitetsbagværk. Easyfoods bageri forener industribageriets volumen og effektivitet med stolte danske håndværkstraditioner, kvalitet og faglighed.

Find program og praktiske oplysninger her

Få taget et billede som faglært

Til DM i Skills sætter Fødevareforbundet NNF, de faglærte fødevareuddannelser på dagsordenen.

En af måderne, er ved at du kan komme forbi Fødevareforbundet NNF til DM i Skills, og få taget dit billede som bager, slagter og mejerist.

Det er nemt. Ligesom du kender det fra forlystelsesparken, stikker du hovedet ind igennem et hul og får taget et billede. Du kan vælge mellem at stå i arbejdstøj som en bager, slagter eller mejerist.

Formålet er at unge skal spørge deres venner på sociale medier, om ikke en fremtid indenfor fødevarebranchen var en god idé. Derfor bliver billederne delt på tre hashtags: #SkalJegBliveSlagter?, #SkalJegBliveBager? og #SkalJegBliveMejerist?