Foto af Adm. direktør i Industriens Pension Laila Mortensen
Nyhed

Industriens Pension er kundernes favorit

Industriens Pension er endnu engang blevet kåret til at være Danmarks bedste pensionsselskab i en ny stor analyse.

Industriens Pension er endnu engang blevet kåret til at være Danmarks bedste pensionsselskab i en ny stor analyse.

Intet andet pensionsselskab har så tilfredse kunder som Industriens Pension. Det viser årets BrancheIndex for pension, som udarbejdes af det anerkendte analyseinstitut Loyalty Group.

-Vi har over en længere årrække formået at skabe høje afkast. Vi har korte sagsbehandlingstider, og vi tilbyder en bred vifte af muligheder for at få information og rådgivning. Det ser jeg som de vigtigste årsager til, at vi ligger i top, siger Laila Mortensen, administrerende direktør i Industriens Pension.

Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF og bestyrelsesmedlem i Industriens Pension, Ole Wehlast, er tilfreds med resultatet:

- Pensionsordningen er et kæmpe aktiv for medlemmerne i Fødevareforbundet NNF. Ingen andre selskaber har gennem så mange år leveret så høje afkast. Kåringen til landets bedste selskab er fuldt fortjent, fastslår han.

Tredje kåring på under to måneder

3.600 danske pensionskunder fra de 12 største pensionsselskaber er med i undersøgelsen. De er blandt andet blevet spurgt, om de får værdi for pengene, om de har tillid til deres pensionsselskab og om de vil anbefale deres selskab til andre.

Topplaceringen i Loyalty Groups undersøgelse kommer kun en uge efter, at Industriens Pension blev kåret til Danmarks bedste pensionsselskab af investeringseksperter i Investment & Pensions Europe.

I oktober vandt Industriens Pension en anden fornem pris, da landets pensionskunder kårede IP til selskabet med branchens bedste omdømme i en stor undersøgelse, som Finanswatch.dk og Wilke stod bag.

Om undersøgelsen
•    BrancheIndex Pension 2016 er gennemført af Loyalty Group i oktober 2016
•    Undersøgelsen afdækker danskernes loyalitet overfor deres pensionsselskab
•    De 12 største pensionsselskaber indgår i analysen
•    I alt 3.593 privatpersoner i den danske pensionssektor medvirker i undersøgelsen