Nyhed

Nordjyske Månegrise på vej

40.000 nabovenlige svin er på vej til Thy i Nordjylland. Projekt Månegrisen er tæt på at blive realiseret efter placeringen af den første stald er fundet
GENREBILLEDE Grise i stald
GENREBILLEDE Grise i stald

40.000 nabovenlige svin er på vej til Thy i Nordjylland. Projekt Månegrisen er tæt på at blive realiseret efter placeringen af den første stald er fundet

De første "Månegrise" vil efter al sandsynlighed vokse op på gårdejer Niels Jørgen Pedersens jord ved Egebaksande i Thy. Det fortæller han til DR P4 Midt & Vest.

Projekt Månegrisen blev sat i gang af daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) i 2012, og navnet er inspireret af John F Kennedys mål om at sætte en mand på månen i løbet af 10 år. Målet er dog ikke at sende en gris til månen, men derimod at producere en gris, der hverken belaster miljøet og eller sine omgivelser.

Bag projektet om at udvikle en svineproduktion, der hverken lugter eller forurener står konsortiet Apollo Thy. Blandt deltagerne i konsortiet er flere store virksomheder indenfor staldteknik, Landbo Thy, slagteriet Tican og Fødevareforbundet NNF.

Win win

Hos Fødevareforbundet NNF Nordjylland glæder afdelingsformand John Christiansen sig over, at månegrisen nu er lidt tættere på at være en realitet:

- Der er mange ting, der går op i en højere enhed i det her projekt. Først og fremmest får vi tilført svin til slagteriet i Thisted. Og flere svin, giver flere arbejdspladser. Samtidig gør vi det på en måde, der tager hensyn til naboer og miljøet. På den måde gavner månegrisen hele vejen rundt, forklarer John Christiansen.

Han lægger ikke skjul på, at han er tilfreds med, at tilførslen af grise sker i et område, der er hårdt presset på antallet af store arbejdspladser:

- Vi skal gøre en ekstra indsats og værne om de mellemstore og store arbejdspladser, vi har i Nordjylland. Alt for mange arbejdspladser er forsvundet i de senere år, og det går hårdt ud over lokalområdet.

Fødevareforbundet NNF som aktiv medspiller

Lige siden Mette Gjerskov præsenterede sine tanker om Månegrisen, har Fødevareforbundet NNF bakket op omkring projektet. Særligt tanken om at lade forskellige interessenter være en del af projektet, nyder opbakning hos forbundsformand Ole Wehlast:

- Jeg er sikker på, at når man bringer så mange gode kræfter sammen, som man gør her, så giver det resultater. Kan vi få de høje ambitioner indfriet, og sker det samtidig på en måde, der gør produktionen rentabel, så har vi et godt grundlag for at bevare og øge den danske slagtesvineproduktion, siger han.

Udover projektet i Thy, er Fødevareforbundet NNF også involveret i et lignende projekt sammen LandboNord, Danish Crown og Frederikshavn Kommune. Her er målet at bygge en "månestald" til 90.000 slagtesvin, der skal slagtes på Danish Crowns slagteri i Sæby.