Nyhed

Her er det nye dagpengesystem

Torsdag den 22. oktober indgik regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti en aftale om et nyt dagpengesystem. Se her, hvordan det nye dagpengesystem ser ud
Pengesedler kroner penge
Pengesedler kroner penge

Torsdag den 22. oktober indgik regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti en aftale om et nyt dagpengesystem. Se her, hvordan det nye dagpengesystem ser ud

Dagpengeaftalen følger i store træk dagpengekommissionens anbefalinger.

Det betyder blandt andet at:

  • Den to-årige dagpengeperiode kan forlænges til tre år, hvis man har arbejde undervejs. Én dags arbejde giver ret til yderligere to dages dagpenge.
  • Forbruget af dagpenge skal fremover beregnes i timer frem for uger. Det betyder, at én dags ledighed ikke kan koste en hel uges dagpengeret.
  • Man genoptjener retten til dagpenge på baggrund af indkomst og ikke som i dag på baggrund af antal timer, man har arbejdet. Det gør det nemmere at genoptjene retten til dagpenge.
  • Hvis man har småjobs i løbet af ledighedsperioden, får man ikke beregnet en ny dagpengesats - det betyder, at man ikke får en lavere dagpengesats, selvom man tager arbejde til en lavere løn

Nyuddannede får lavere dagpengesats

Dog er regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne enige om, at dimittendsatsen for nyuddannede skal sænkes fra 82 procent til 71,5 procent af den fulde dagpengesats for ikke-forsørgere, og ikke fra 82 procent til 78 procent, som dagpengekommissionen lagde op til.

Det svarer til at nyuddannede går fra kr. 14.690,- i dagpenge om måneden til kr. 12.811,-.

Er man forsørger vil man som nyuddannet få den nuværende dimittendsats, der er på 82 procent af den almindelige dagpengesats.

Samtidig er partierne bag aftalen enige om, at indføre én karensdag hver fjerde måned, hvor den ledige altså ikke får dagpenge.

En fuldtidsforsikret ledig får i dag 827,- kroner om dagen i dagpenge.

Karensdagen bortfalder, hvis man har haft mindst 20 dages beskæftigelse i løbet af de sidste fire måneder. Dagpengekommissionen foreslog to karensdage hver tredje måned, men det tog fagbevægelsen afstand fra i dagpengekommissionens rapport.

Partierne har altså valgt, at følge fagbevægelsens anbefaling.

For at finansiere den politiske aftale, skal partierne på Christiansborg finde 300 millioner årligt fra 2017, hvor det nye dagpengesystem træder i kraft.

Læs hele dagpengeaftalen her.