Foto af Stor begejstring og stolthed, da otte tillidsvalgte sluttede deres akademiforløb. Fra venstre chefkonsulent på Learnmark Marianne Pfeffer, Morten Jensen, Anette Larsen, Betina Moslund, Henrik Redmond, Susanne Nielsen, Lene H. Madsen, Irene Olsen og afdelingsformand Kjeld Nielsen.
Nyhed

Tillidsvalgte tager akademiuddannelse

Tillidsvalgte i Fødevareforbundet NNF Østjylland har brugt næsten seks år på at tage akademiforløbet for ledere. De er ikke i tvivl om, hvordan de skal bruge deres uddannelse. Den skal komme kollegerne til gode

Tillidsvalgte i Fødevareforbundet NNF Østjylland har brugt over fem år på at tage akademiforløbet for ledere. De er ikke i tvivl om, hvordan de skal bruge deres uddannelse. Den skal komme kollegerne til gode

Da afdelingsformand Kjeld Nielsen, Fødevareforbundet NNF Østjylland i 2010 søsatte det store projekt, hvor tillidsvalgte i afdelingen blev tilbudt akademiforløbet for ledelse, var han ikke i tvivl om, at det var en af de helt store satsninger.

- Dette forløb ligger jo på et langt højere niveau end de kurser, som vores tillidsvalgte ellers tilbydes. Men jeg følte, at vi manglende en form for overbygning. At vi skulle gøre vores tillidsvalgte endnu dygtigere til deres arbejde. Lære dem at forstå sproget på ledelseskontorerne og tænke som deres modpart i en konfliktsituation. Det skaber for det første en utrolig respekt hos modparten og det giver den enkelte tillidsvalgte rigtig mange redskaber, som han eller hun kan bruge i sit faglige arbejde. Det bliver svært at klæde dem endnu bedre på, siger Kjeld Nielsen.

Han er mere end stolt af, at de otte har brugt en dag om ugen i en stor del af vinterhalvåret de seneste fem år for at gennemføre akademiuddannelsen.

Det er blevet en stor succes

- Det er blevet så stor en succes, at vi starter et nyt forløb op senere på året, siger han.

Kjeld Nielsens begejstring deles af chefkonsulent på Learnmark i Horsens, Marianne Pfeffer, der har været med til at strikke uddannelsesforløbet sammen, og som har stået for det meste af undervisningen.

- De væsentligste elementer i uddannelsen er, at den giver øget bevidsthed om god ledelse i praksis, bedre kommunikation og konflikthåndtering, viden om de grundlæggende ledelsesværktøjer og større evne til at håndtere de daglige udfordringer, siger Marianne Pfeffer og fortsætter.

- Samtlige deltagere beviste til fulde, at de mestrer disse ting, da de var oppe til den afsluttende eksamen. Jeg er vildt imponeret.

De otte, der nu kan skrive "Academy Profession Degree in Leadership and Management" på CV'et er Irene Rosendahl Olesen, Dan Cake, Lene Madsen, 3-Stjernet, Susanne Nielsen, Dan Cake, Betina Moslund, Fertin Pharma, Henrik Redmond, Tulip Vejle, Morten Jensen, Danish Crown Horsens samt faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF Anette S. Larsen og afdelingsformand Kjeld Nielsen.

Vi har spurgt, hvorfor de begyndte på uddannelsen, hvad de vil bruge den til, det værste/bedste under forløbet og om de vil anbefale andre at dygtiggøre sig?

Irene Rosendahl Olsen, 48, Dan Cake, Give, tillidsrepræsentant

- Jeg har altid været interesseret i at dygtiggøre mig og få bedre kendskab til ledelse og samarbejde. Det at få mere viden og udfordre mig selv, ser jeg som en fordel.

- Jeg vil bruge uddannelsen til at kende mig selv bedre og få bedre indsigt i mit daglige hverv som tillidsrepræsentant på Dan Cake.

- Jeg har fået meget viden, men også lært meget om mig selv. Flyttet mig på mange områder. Det er vigtigt at uddanne sig. Det giver mere selvtillid og ballast. Man får gode redskaber til arbejdslivet, men også til privatlivet.

Lene Madsen, 55, 3-Stjernet, arbejdsmiljørepræsentant

- Jeg vil bruge uddannelsen til at blive mere synlig på min arbejdsplads, og være med til at skabe udvikling for mine kolleger.

- Det bedste har været den personlige udvikling, det giver. Uddannelsen giver en masse gode redskaber, der kan bruges både som privatperson, men bestemt også i det daglige arbejde.

- Jeg mener, at alle bør uddanne sig i et eller andet omfang. Det giver meget personligt, at man får beviser for, at der er noget, man kan. Man kan være med til at udvikle den virksomhed, man arbejder på. Man udvikler ikke bare sig selv, men også sine omgivelser.

Susanne Nielsen, 53, Dan Cake, tillidsrepræsentant

- Jeg blev opfordret til at tage denne uddannelse og har brugt, der jeg har lært, med det samme. Man udvikler sig vildt under vejs, og jeg håber, at uddannelsen har givet mig en del færdigheder, der vil gavne mig i mit daglige virke som tillidsrepræsentant og medarbejder på Dan Cake.

- Det bedste har været den udvikling, jeg har gennemgået. Men det har også været svært at skulle forberede sig, være på skolebænken og klare arbejde og tillidshverv samtidig.

- Jeg vil anbefale andre at tage på kurser eller uddannelse. Man bliver helt høj af det. Og des større kompetencer, man har, jo større chance har man for at beholde sit arbejde. Det kunne jo også være, at man har en drøm om at prøve noget andet. I mine øjne gavner uddannelse på alle punkter, også privatlivet.

- Jeg vil ønske, at nye tillidsrepræsentanter fik tilbuddet om denne uddannelse, da den giver nogle gode redskaber til at forhandle, kommunikere, samarbejde og konflikthåndtere. Det er jo i bund og grund det tillidsarbejdet drejer sig om.

Betina Moslund, 39, Fertin Pharma, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant

- Da vi begyndte var jeg arbejdsmiljørepræsentant og havde egentlig kun lyst til at tage arbejdsmiljø som enkeltfag. Da det ikke kunne lade sig gøre, blev jeg overbevist om at begynde på hele uddannelsen. Og det har jeg ikke fortrudt.

- Jeg vil bruge uddannelsen i mit arbejde som tillidsvalgt. Den viden, jeg har fået om mig selv, hvordan jeg reagerer på forskellige ting og måden jeg svarer på. Jeg er lige så godt uddannet som de fleste ledere og vil bruge det til at skabe et tættere samarbejde mellem ledelsen og os på gulvet samt øge trivslen for alle på arbejdspladsen.

- Det bedste har været at gennemføre uddannelsen sammen med tillidskolleger og at jeg i dag har meget mere viden.

- Jeg synes, at uddannelse og viden altid er godt. Eksempelvis har jeg opfordret en ny tillidsrepræsentant i pakkeriet til at deltage i det næste kursus, fordi det giver nogle færdigheder hun kan bruge i sit arbejde som tillidsvalgt og i fremtiden.

Henrik Redmond, 54, Tulip Vejle, tillidsrepræsentant

- Uddannelsen er afslutningen på et længere studieforløb, som jeg begyndte på i 2009, og jeg vil bruge uddannelsen i mit daglige arbejde. Teorierne fungerer jo fint i hverdagen.

- Det bedste har været at få muligheden for at uddanne sig, og få økonomisk hjælp til det. Men det har været et tidspres med opgaverne, når man har et almindeligt arbejdsliv og langt til arbejde. Så kan opgaverne godt ende som venstrehåndsarbejde, som går ud over kvaliteten i opgaverne.

- Jeg vil til enhver tid anbefale andre at dygtiggøre sig. Det er altid godt at få en viden, man kan forholde sig til, og bruge i sit daglige arbejde. Det giver også mulighed for at skifte til et måske bedre job.

Morten Jensen, 54, Danish Crown Horsens, tillidsrepræsentant aftenhold

- Jeg bruger uddannelsen dagligt. Jeg ved i dag, hvad det er for nogle knapper, jeg skal trykke på i min daglige omgang med ledelsen på min arbejdsplads.

- Det bedste er, at jeg kom ud på en rejse i personlig udvikling. Jeg har opdaget nogle sider ved mig selv, som jeg ikke troede eksisterende. Og det har givet mig lyst til at tage mere uddannelse.

- Selvfølgelig var der lektier, og dem har jeg aldrig været glade for, men de skulle jo klares.

- Jeg mener, at hvis man vil udvikle sig, skal man gå i gang med at uddanne sig. Hvis man vil ændre noget på den virksomhed, man er ansat på, skal man gå i gang. På den måde kan man påvirke lederne og få mere indflydelse.

Anette S. Larsen, 47, Fødevareforbundet NNF, faglig konsulent

- Jeg var tillidsrepræsentant, da jeg begyndte på uddannelsen. Jeg ønskede at få viden om ledelse og organisationer samt at tage en uddannelse, jeg kunne bruge fremadrettet.

- Jeg vil bruge uddannelsen til forståelse og udvikling, og kan kun anbefale andre at gøre det samme. Det giver bedre mulighed for at drøfte udfordringerne med ledelserne på virksomhederne. Både det positive og det negative. Man får bedre forståelse for, hvordan organisationer fungerer.

Uddannelsen blev finansieret med midler fra 25-øresfonden.