Nyhed

Sådan opdager SKAT fusk i bagerier

Her kan du læse om nogle af de fupnumre som SKAT afslører, når de er på kontrol hos landets bagerier
Skat logo skilt på bygning
Skat logo skilt på bygning

Her kan du læse om nogle af de fupnumre som SKAT afslører, når de er på kontrol hos landets bagerier

Her er hvad SKAT typisk opdager af fejl og fusk, når de kontrollerer bagerier.

Sort arbejdskraft

En virksomhed har to bagerforretninger. Ved flere fysiske kontroller i de to bagerforretninger, konstaterer SKAT, at der altid er ekspedienter på arbejde i bagerforretningernes åbningstider.

Virksomhedens indehaver arbejder kun om natten, hvor han bager.

Virksomheden angiver ikke løn, der kan modsvare virksomhedens åbningstider.

SKAT gennemfører beskatning i forhold til yderligere lønninger til ekspedienter.

Fusk med omsætningen

Ved kontrol af en bagers omsætning, bliver det konstateret, at virksomheden ikke slår alle salg ind på kasseapparatet.

Ved kasseoptællinger og kontrol af virksomhedens kasseregnskab konstateres det, at der er differencer, og at virksomheden har udeholdt omsætning fra regnskabet.

Huller i regnskabet

Ved en kontrol af en bager bliver det konstateret, at virksomheden ikke fører korrekt kasseregnskab og ikke opgør kassen dagligt.

Der konstateres huller i nummerrækkefølge på de bonner fra virksomhedens kasseapparat, der bliver lagt til grund for virksomhedens omsætning i regnskabet.

Virksomheden kan ikke angive årsagen til hullerne i nummerrækkefølgen på bonnerne, og SKAT vil opgøre den manglende omsætning på baggrund af et skøn.

Snyd med dankortomsætningen

SKAT konstaterer, at ikke al omsætning fra dankortautomaten er indeholdt i den registrerede omsætning.

Fakta: Hårde straffe til skattesnydere

Størrelsen på bøderne afhænger af skatte- og afgiftunddragelsens størrelse og hvorvidt man snyder med vilje eller bare er sjusket.

Ved grov uagtsomhed kan det højst medføre bødestraf.

Snyder man for op til 60.000 kroner kan man højest få en bøde på 30.000 kroner, men hvis det unddragne beløb er højere end 60.000 kroner, kan bøden blive lige så stor.

Snyder man med vilje for under 250.000 kroner kan sagen også afsluttes med bødestraf. For de første 60.000 kr. i unddragelse, kan bøden være op til 60.000.

For skattesnyd over det beløb og op til 250.000 kroner kan bøden højst udgøre to gange det unddragne beløb.

Snyder man med vilje for mellem 250.000 og 500.000 kroner kan det medføre op til 1½ års fængsel samt en bøde svarende til det unddragne beløb.

Snyder man med vilje for over 500.000 kroner betegnes det som skattesvig af særlig grov karakter og kan medføre op til otte års fængsel og en bøde svarende til de unddragne skatter.