Foto af Forbundsformanden, fødevareministeren og afdelingsformanden brugte en hel dag på at besøge fynske fødevarevirksomheder.
Nyhed

Minister besøgte tre fynske fødevarevirksomheder

KiMs, Odense Marcipan og Lantmännens mølle på havnen i Odense fik torsdag den 5. marts besøg af fødevareministeren og forbundsformanden

KiMs, Odense Marcipan og Lantmännens mølle på havnen i Odense fik torsdag den 5. marts besøg af fødevareminister Dan Jørgensen og forbundsformand Ole Wehlast

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) havde sat en hel dag af for at kunne besøge tre af Fyns førende fødevareindustrielle  virksomheder. Han var sammen med forbundsformand Ole Wehlast inviteret af Fødevareforbundet NNF Lillebælt-Fyn, så de kunne få et indblik i hverdagen på de tre fynske virksomheder.
Sammen med afdelingsformand Paul Fruergaard Sørensen havde ministeren og forbundsformanden mulighed for at få en uformel snak med de tre virksomheders ledelse:

- Det betyder selvfølgelig meget for os som forbund, at vi kan tilbyde virksomhederne at komme i dialog med landets fødevareminister. Det var samtidig tydeligt, at ministeren også var glad for at få en række informationer og ny viden om de tre virksomheders udfordringer med sig hjem til Christiansborg, forklarer Paul Fruergaard Sørensen om baggrunden for besøget.

Afgifter udfordrer virksomhederne

På Odense Marcipan og KiMs handlede meget af snakken om virksomhedernes slet skjulte frustration over de danske afgifter, der er med til at bremse virksomhedernes konkurrenceevne.

Frustrationen kom ikke bag på fødevareministeren:

- Det er velkendt, at vi på fødevareområdet har nogle afgifter, som påvirker mange  virksomheder i branchen. Jeg lytter naturligvis til virksomhedernes tilbagemeldinger om de konkrete udfordringer afgifterne giver og bringer det tilbage til min kollega i skatteministeriet, siger Dan Jørgensen.

Virksomhedernes lidt kritiske ryster bidrog dog ikke til sure miner hos ministeren:

- Det er altid interessant at komme udenfor Christiansborgs mure og få en fornemmelse af, hvordan stemningen er ude hos de forskellige virksomheder og hos deres medarbejdere. Mine besøg hos de tre fynske fødevarevirksomheder gav mig et positivt indtryk af nogle virksomheder, der har fingeren på pulsen og fokuserer på det høje kvalitetsniveau, der netop er kendetegnende for den danske fødevareindustri, siger Dan Jørgensen.

Frisk lavede ostepops

De tre virksomheder er kendetegnet ved at have nogle stærke varemærker, som forbrugerne generelt forbinder med høj kvalitet.

Fødevareministeren, forbundsformanden og afdelingsformanden var da også svært tilfredse, da de på KiMs fik tilbudt nylavede og stadigt lune ostepops:

- Det er altid en fornøjelse at komme rundt og besøge de virksomheder, vores medlemmer arbejder på. Man kan hurtigt blive stolt af den danske fødevareproduktion, når man bliver præsenteret for de forskellige varer, der bliver produceret. Det understreger, at vi i Danmark har en fødevareproduktion, der er værd at satse på - også politisk, siger forbundsformand Ole Wehlast.