Nyhed

Spar penge: Download dit medlemskort til mobilen

Fødevareforbundet NNF lancerer nu et medlemskort til mobilen, så du fremover kan nøjes med at bruge din smartphone til at få glæde af over 1.300 kontante medlemsrabatter over hele landet.

Fødevareforbundet NNF lancerer nu et medlemskort til mobilen, så du fremover kan nøjes med at bruge din smartphone til at få glæde af over 1.300 kontante medlemsrabatter over hele landet

Som medlem af Fødevareforbundet NNF er du automatisk med i fordels- og rabatordningen LO Plus, der giver dig rabat i over 1.300 butikker i Danmark.

Nu lancerer din fagforening - som et af de første - et digitalt medlemskort til mobilen i samarbejde med LO Plus.

Det nye medlemskort gør det både hurtigere og nemmere for dig at være medlem af Fødevareforbundet NNF.

Med det mobile medlemskort kan du nemlig både spare penge, samt finde kontaktinformationer til din fagforening og din lokalafdeling via din mobiltelefon.

Det nye mobile medlemskort henter du via LO Plus' nye app.

Guide: Så får du dit medlemskort på mobilen

Har du en Iphone finder du app'en Appstore.

Har du en Android-telefon, finder du app'en i Google Play.

Har du en Windows-telefon, finder du app'en i Windows Store.

Du kan også indtaste dit mobilnummer her, så får du et link til app'en.

Når app'en er downloadet, skal du logge ind via Nem-ID den første gang.

Derefter bliver du bedt om at lave en 4-cifret kode, som fremover bliver din personlige adgangskode.

Efter første login får du adgang til dit eget personlige medlemskort, og du er klar til at bruge app'ens mange rabatmuligheder i hele landet.

App'en kan guide dig til den nærmeste butik, hvor du kan få rabat, eller du kan vælge at få vist en liste med samtlige 1.300 rabataftaler, så du selv kan lave en søgning.

App'en indeholder også en liste med inspiration til fordelagtige rabatter, og du kan altid se en oversigt over de nyeste rabatmuligheder.

Sidst men ikke mindst får du også hurtig adgang til kontaktinformationer til Fødevareforbundet NNF. Så har du altid din fagforening lige ved hånden.

 


Imødekommer stort behov

Du kan stadig bruge det gamle medlemskort, men muligheden for at have medlemskortet og LO Plus fordels- og rabatkortet på mobilen er efterspurgt af mange medlemmer.

En undersøgelse viser, at 61 procent af medlemmerne har ønsket en mobil udgave af deres medlemskort.

Derfor glæder det både Fødevareforbundet NNF og LO Plus, at man nu kan tilbyde denne service til alle medlemmer.  

- Vi er meget glade for, at vi kan præsentere et mobilt medlemskort og rabatkort, fordi det det gør det nemmere for medlemmerne at spare penge. Det er faktisk lidt af en milepæl, da Fødevareforbundet NNFs medlemmer bliver nogle af de første, der får tilbudt denne service. Vi håber, at rigtig mange vil downloade app'en, for der er mange penge at spare, hvis man bruger kortet, når man handler, siger adm. direktør i LO Plus Henrik Feldborg.