Nyhed

Ny LO-formand: Fødevarearbejderne stiller spørgsmål

Lizette Risgaard blev valgt til ny formand for LO i oktober. Vi har bedt medlemmerne af Fødevareforbundet NNF komme med deres spørgsmål til den nye LO-formand. Her er hendes svar

Lizette Risgaard blev valgt til ny formand for LO i oktober. Vi har bedt medlemmerne af Fødevareforbundet NNF komme med deres spørgsmål til den nye LO-formand. Her er hendes svar

Tusindvis af danske produktionsjob, mange i fødevarebranchen, er forsvundet. Hvordan sikrer vi gode, stabile industrijob i Danmark?

Politikerne har faktisk sørget for, at Danmark er et af verdens bedste lande at drive virksomhed i. Nu er det også op til virksomhederne at sørge for, at deres medarbejdere bliver efteruddannet, og at de investerer i teknologi, så de kan klare sig i konkurrencen.

Trepartsforhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne bliver en stor opgave. Hvad håber du, der kommer ud af forhandlingerne?

Trepartsforhandlingerne skal samlet set være med til at skabe flere og bedre jobs til lønmodtagerne. Helt konkret håber jeg for eksempel på flere praktikpladser, bedre arbejdsmiljø, og på at flere får mulighed for uddannelse og efteruddannelse.

Rigtigt mange fødevarearbejdere bliver nedslidte. Samtidig skal vi blive længere tid på arbejdsmarkedet. Hvordan sikrer vi et ordentligt arbejdsmarked, hvor alle kan holde til pensionsalderen?

Arbejdsmiljøet skal forbedres. Samtidig må vi se på, hvordan dem, der har behov for det, kan trække sig helt eller delvist tilbage på en værdig måde. 

Mange brancher er presset af social dumping, hvor østarbejdere får en lavere løn og har dårligere arbejdsforhold end deres danske kolleger. Det presser vores løn- og ansættelsesforhold. Hvordan kommer vi det til livs?

Langt flere udenlandske kolleger skal organiseres. Den Danske Model fungerer kun, hvis alle er organiseret. Derudover skal myndighederne være langt bedre til at stoppe de farlige arbejdsforhold og skattesnyd, og virksomhederne skal bakke op om Den Danske model.

De gule forretninger lokker med løfter om faglig bistand og service på niveau med den service, OK-forbundene leverer. Hvordan vil du vende udviklingen, så de gule ikke stjæler flere medlemmer fra LO-fagbevægelsen?

Vi bliver nødt til at gøre det meget klart for folk, at der er en verden til forskel på at være medlem af en gul forretning og så en rigtig fagforening som vores, hvor vi indgår overenskomster. Mange kender desværre ikke forskellen. Derfor skal vi sammen   fortsætte vores oplysningsarbejde blandt andet via OK-kampagnen, og I skal også fortælle om det ude på arbejdspladserne.

Mange unge vælger ikke at melde sig ind i en fagforening. Hvad vil du gøre ved det?

Vi skal være overalt, hvor de unge er og fortælle dem - og vise dem - at gode forhold kommer ved at stå sammen i fagforeningen og ved, at de faglige fællesskaber arbejder 24/7 for lønmodtagernes rettigheder.