Nyhed

Stephanie vandt bronze til VM for bagere

22-årige Stephanie Carbel Svendgaard kom på podiet til VM for bagerlærlinge – WorldSkills – i Brasilien. Verdens tredje bedste bagerlærling, kan hun nu kalde sig

22-årige Stephanie Carbel Svendgaard kom på podiet til VM for bagerlærlinge - WorldSkills - i Brasilien. Verdens tredje bedste bagerlærling, kan hun nu kalde sig

Det er en både stolt og lettet bager, der er færdig med mesterskaberne i Brasilien.

- Jeg gik efter førstepladsen og konkurrencen gik godt. Jeg fik metal med hjem. Det er jeg fint tilfreds med, siger Stephanie Carbel Svendgaard.

Hun er til daglig i lære som konditor hos Byens Brød i Silkeborg og bor i den lille by Addit. Konditoruddannelsen startede hun på lige efter, hun gjorde bageruddannelsen færdig.

Det har været en lang og hård konkurrence med fire dage, hvor dommerne har bedømt hendes produkter.

Selvom det er verdens dygtigste lærlinge, der dyster, så sker der fejl, ikke mindst fordi, de er under så hårdt tidspres. For Stephanie Carbel Svendgaard var det baguetten, der ikke sad lige i skabet:

- Luften gik ud af mine baguetter. Jeg kan jo ikke lave det om, så man må bare videre. Tæl til ti og videre med det næste.

Stephanie Carbel Svendgaard endte på imponerende 526 point - kun otte point efter førstepladsen.

Verdensmesterskaberne er kulminationen på et langt forløb for Stephanie Carbel Svendgaard. Hu har forberedt sig længe og trænet fuld tid de sidste fem uger.

Hvad er næste skridt så, når man kan kalde sig verdens tredjebedste bagerlærling?

- Næste punkt er at overstå min konditorsvendeprøve den 1. oktober. Det skal nok gå, siger lærlingen fortrøstningsfuldt.

I fødevareforbundet NNF er man både stolt og imponeret over Stephanie Carbel Svendgaards bronzemedalje.

- Jeg er stolt over Stephanies indsats. Det er fantastisk at det danske bager- og konditorfag henter sin første medalje ved WorldSkills, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær for butiksområdet i Fødevareforbundet NNF.