Foto af Fødevareminister Dan Jørgensen mener at en whistleblower-ordning vil det gøre det nemmere at afsløre brodne kar i fødevarebranchen
Nyhed

Minister positiv over for whistleblower-ordning

Fødevareministeren og SF's fødevareordfører er positive overfor Fødevareforbundet NNFs krav om en whistleblower-ordning for fødevarearbejdere

Fødevareminister Dan Jørgensen(S) og Trine Mach, fødevareordfører for SF er positive overfor Fødevareforbundet NNFs krav om en whistleblower-ordning for fødevarearbejdere

I løbet af de kommende måneder skal fødevareforliget genforhandles.

I den forbindelse rejser Fødevareforbundet NNF et politisk krav om at oprette en whistleblower-ordning, hvor de ansatte i fødevarebranchen trygt og anonymt kan anmelde mistanke om snyd med fødevarer.

- Vores medlemmer har deres daglige gang helt ude i fødevareproduktionen. Om nogen ved de, hvis der bliver taget lidt for let på fødevaresikkerheden. Men det kan være svært at gå videre med sin mistanke om snyd og fusk, hvis man ved, at det kan koste en jobbet. Derfor er det måske ikke alle, der går videre med deres mistanke. Og det er ærgerligt; både for den enkelte virksomhed, men også for den samlede danske fødevareproduktion, siger forbundsformand Ole Wehlast.

Fødevareministeren er positiv

Fødevareminister Dan Jørgensen tager positiv imod Fødevareforbundet NNFs forslag:

- Jeg synes, det er et godt forslag. Langt de fleste fødevarevirksomheder tager fødevaresikkerheden alvorligt, men der er brodne kar, hvor etikken ikke er i orden. Et whistleblower-ordning vil betyde, at det bliver nemmere at afsløre de brodne kar, men jeg tror også den vil have en præventiv effekt. Det vil være et fint supplement til den nuværende fødevarekontrol.

Trine Mach: Nødvendigt forslag

Også fødevareordfører i SF, Trine Mach, bakker Fødevareforbundet NNFs forslag op. Tilbage i august bragte hun selv et lignende forslag på banen:

- En whistleblower-ordning betyder jo, at medarbejderne kan spille en mere aktiv rolle i forhold til at sikre fødevaresikkerheden. Samtidig tager ordningen medarbejdernes situation alvorligt, og giver dem mulighed for at fremkomme med deres mistanke, uden at de skal frygte at miste deres job.

Ligesom fødevareministeren pointerer hun også, at der heldigvis er styr på fødevaresikkerheden i langt de fleste fødevarevirksomheder:

- Men der desværre også nogle brodne kar, og her kan medarbejderne spille en nøglerolle i og med, at de befinder sig i produktionen hele tiden. Jeg er glad for, at Fødevareforbundet NNF ønsker en whistleblower-ordning, og i SF vil vi under alle omstændigheder rejse kravet overfor regeringen i de kommende forhandlinger om et nyt fødevareforlig.  

På baggrund af de to opfordringer fra Trine Mach og Fødevareforbundet NNF, vil Dan Jørgensen tage forslaget om en whistleblower-ordning med de kommende forhandlinger om et nyt fødevareforlig.

Indtil en statslig whistleblower-ordning bliver en realitet, har Fødevareforbundet NNF har oprettet en hotline, hvor fødevarearbejdere har mulighed for anonymt at indberette mistanker om snyd.

Læs mere her