Nyhed

Danish Crown truer med slagterifyringer

I dagens Børsen rasler Danish Crown igen med lukningssablen: vi skal have flere slagtesvin, ellers lukker vi slagteanlæg. Det får kritik af Fødevareforbundet NNF.
Slagteri slagteriarbejder industri
Slagteri slagteriarbejder industri

I dagens Børsen rasler Danish Crown igen med lukningssablen: vi skal have flere slagtesvin, ellers lukker vi slagteanlæg. Det får kritik af Fødevareforbundet NNF.

- Hvis vi ikke får flere svin til slagtning, så kommer vi snart til at lukke flere anlæg.

Så kontant er meldingen fra næstformand i Danish Crown, Asger Krogsgaard, i dagens Børsen.

Slagterikoncernen Danish Crown og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, peger på at den danske slagteribranche er hårdt udfordret. Særligt ulige konkurrence i EU og forskellige miljøregler får skylden.

Et ellers velment opråb til politikerne fra Danish Crown og Landbrug & Fødevarer, drukner i truslen om slagterilukninger og utilstrækkelige løsningsforslag, lyder kritikken fra Fødevareforbundet NNF.

- På bundlinjen bliver der produceret flere og flere svin i Danmark. Problemet er, at stigningen i al væsentlighed kommer fra smågrise der køres syd for grænsen for at blive fedet op, og det er der ikke nogle danske slagterijobs i. Så vi skal lade svinene blive i Danmark, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.

Hver time køres over 1.100 levende grise ned over den dansk-tyske grænse. I 2014 ser det ud til at over 11 millioner levende grise vil blive eksporteret ud af landet. 

Giver gødning danske job?

I dagens artikel i Børsen, er hovedforslaget fra Danish Crown, Landbrug & Fødevarer og venstrepolitikeren Erling Bonnesen, at landmændene skal have lov til at øge gødningen af deres jord. Men det er utilstrækkeligt mener Jim Jensen:

- Ingen af parterne kommer med bud på, hvordan det sikrer flere danske slagtesvin eller danske arbejdspladser. De danske landmænd, som for øvrigt til dels også er ejere af Danish Crown skylder et bud på hvordan de vil sikre flere danske arbejdspladser.

Danish Crown skal satse på Danmark

Mandag den 8. september lancerede Danish Crown en række tilskuds- og garantiordninger, der skal sikre flere danske slagtesvin. Ordningen træder i kraft 1. oktober.

Et konkret initiativ der fik ros fra Fødevareforbundet NNF.

- Jeg er helt enig i at vi skal presse på for en lige konkurrence på tværs af EU-landene. Og vi skal også forbedre vilkårene for svineproduktion i Danmark. Men hvorfor det altid skal ende ud i trusler om massefyringer går over min forstand. De danske slagteriarbejdere har fortjent bedre, end konstante trusler fra slagtergiganten, siger Jim Jensen.

Jim Jensen peger på, at han sammen med branchen ønsker at hæve det antal slagtesvin man må have pr. hektar jord. Et tiltag der tidligere har været i spil og som vil give mulighed for flere danske slagtesvin indenfor få måneder, men dette forslag kan ikke stå alene påpeger Jim Jensen:

- Ejerne og ledelsen i Danish Crown må også forholde sig til hvorfor deres fokus og investeringer i stort omfang ligger uden for landets grænser, når de anmoder de danske politikere om hjælp. For eksempel brugte Danish Crown tidligere på året 1,3 milliarder på at købe halvdelen af et polsk selskab. Man kunne have bygget mange danske slagtesvinsstalde for de penge.