Nyhed

Hundredevis af lærlinge snydt for pensions-millioner

Stort set alle virksomheder med bager- og konditorlærlinge har ikke indbetalt pension til deres lærlinge siden marts. Mange hundrede lærlinge er tilsammen gået glip af flere millioner kroner

Stort set alle virksomheder med bager- og konditorlærlinge har ikke indbetalt pension til deres lærlinge siden marts. Mange hundrede lærlinge er tilsammen gået glip af flere millioner kroner 

Man skal huske at spare op til sin alderdom. Sådan siger mange forældre til deres børn, når de begynder at arbejde fuldtid på arbejdsmarkedet.

Men for mange hundrede bager- og konditorlærlinge har det ikke været helt så nemt at lægge til side til alderdommen.

Siden 1. marts har alle arbejdsgivere haft pligt til at indbetale 12 procent i pension til de bager- og konditorlærlinge der er fyldt 20 år.

Men næsten alle arbejdsgivere har ikke fulgt overenskomsten og indbetaler slet ikke pension for lærlingene. Sådan lyder det fra Fødevareforbundet NNF.

- Efter vi opdagede at flere lærlinge ikke fik pension, selvom overenskomsten er helt klar, så er vi nu i gang med at tjekke om alle lærlinge får den rigtige pension, når de er fyldt 20 år. Men det viser sig, at op mod 80 procent af alle bagerlærlinge ikke har fået pension siden marts, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær for butiksområdet i Fødevareforbundet NNF.

For tiden er der omkring 900 bager- og konditorlærlinge i Danmark.

Over fem millioner kroner på et halvt år

Og det er ikke små beløb, som lærlingene er blevet snydt for.

En gennemsnitlig bagerlærling skal have 16.000 kroner ind på arbejdsmarkedspensionen hvert år. For en hel læretid svarer det til omkring 60.000 kroner, man kan gå glip af.

Det betyder, at de mange hundrede lærlinge er blevet snydt for flere millioner kroner i løbet af et halvt år.

Retten til pension for lærlinge blev sikret ved de forrige overenskomstforhandlinger tilbage i 2012, men trådte først i kraft 1. marts 2014.

Det er Dansk Erhverv der repræsenterer de danske bagermestre, når det handler om overenskomster. 

- Jeg håber meget, at det er en forglemmelse fra arbejdsgivernes side, og at der bliver rettet op på det med det samme, siger Flemming Mogensen.

Han forklarer, at Fødevareforbundet NNF har bedt Dansk Erhverv om at få rettet op på den manglende pension hos Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder, mens Fødevareforbundet NNF har sendt breve til alle arbejdsgivere som ikke er medlem af Dansk Erhverv, og bedt om at få indbetalt pensionen.  

Arbejdsgivere: Vi er overraskede

Hos Dansk Erhverv er man ærgerlige over, at der fortsat er problemer med pensionsindbetalingerne til lærlinge over 20 år. 

- Vi har allerede før reglen blev indført i marts samarbejdet med Industriens Pension, skrevet om det i vores medlemsblade og på vores hjemmeside. Vi har også haft en dialog med de førende lønbureauer. Så jeg er overrasket over, at der stadig ser ud til at være problemer med at få implementeret reglen, siger Malene Bendixen, advokat i Dansk Erhverv.

Hun fortæller at Dansk Erhverv gerne vil sikre sig at alle lærlinge får den rigtige pension. 

- Vi fortsætter selvfølgelig med at oplyse medlemsvirksomhederne om de nye regler, og kan kun opfordre bagermestrene til at ringe, hvis de er i tvivl om reglerne. Vi vil meget gerne være behjælpelige med at opgøre eventuelle pensionskrav til lærlinge, siger Malene Bendixen.