Medarbejderne på Tulip i Vejle måtte tidligere bruge feriedage, når fabrikken holdt lukket - nu tilbydes de kurser
De omkring 200 ansatte hos Tulip i Vejle skal for fremtiden bruge færre feriedage eller optjent afspadsering, når virksomheden holder lukket. I forbindelse med flere af lukkedagene tilbydes de i stedet at komme på kursus. Omkring 120 har netop været på kursus i to dage, lige som der er arrangeret nye kurser, når Tulip holder lukket i dagene op til påske.
Tillidsmandsafløser Bill Christiansen siger, at der har været en
del af medarbejderne, som ikke har haft ferie eller afspadsering
tilbage til de ekstra lukkedage, der har været i år. Her har
kursusdagene været et godt alternativ.
- Grunden til, at Tulip i Vejle, der producerer konserves og
pølser specielt til eksport, har haft flere lukkedage i år skyldes
ikke mindst forbedringer i produktiviteten. Man er blevet mere
effektive. Og det betyder, at lagrene er blevet fyldt og
virksomheden har været tvunget til at holde lukket.
Lukkedage er som oftest lig med tvungne feriedage, men i
forbindelse med to lukkedage i uge 12 fik de ansatte, som noget
helt nyt, tilbud om uddannelse med lønrefusion fra Industriens
Kompetencefond, siger Bill Christiansen.
Kurser er et godt alternativ
Kurserne er et godt alternativ til tvungne feriedage lyder det fra Bill Christiansen.
- Eller at skulle fyre og hyre i forhold til sæsonudsving. Det princip skal vi væk fra, siger han.
Uddannelses- og træningskoordinator Leif Ladefoged Rasmussen, Tulip Vejle, oplever, at de ansatte generelt er glade for muligheden for uddannelse.
- Flere af de ni udbudte kurser havde så stor søgning, at vi måtte trække lod om pladserne.
Pernille Højland Langkjær har til oktober været ansat på Tulip i Vejle i 25 år. Hun er uddannet pølsemager og ansat i afdelingen for højhygiejne.
- Jeg var træt af skulle bruge af min ferie, når virksomheden holdt lukkedage. Alternativet med at komme på kursus er rigtig god. Jeg kom på kurset med madlavning. Foruden at prøve at lave nye spændende retter, så havde kurset den sidegevinst, at jeg lærte kolleger fra andre afdelinger af kende. Kolleger, som jeg til daglig ikke har kontakt med. Et sådan kursus er med til at styrke sammenholdet, fordi man lærer flere at kende. Det kan godt mærkes i kantinen bagefter, fordi vi har fået nogle fælles oplevelser, siger Pernille Højland Langkjær.
Ordningen skal fortsætte
Fabrikschef Stig Pedersen siger, at det ikke er sidste gang, der bliver holdt kurser i forbindelse med lukkedage.
- Overordnet vil vi selvfølgelig helst have åbent, og målet er, at vi kan bruge den tid, vi har frigjort, til at øge produktionen. Men når vi, som nu, er i en bølgedal, er kurser en rigtig god løsning. Vi holder fast i vores dygtige ansatte, vi giver dem mulighed for at uddanne sig med løn fra kompetencefonden og ved at lave hele lukkedage, når produktionen er mindre, sparer vi også mange udgifter. Alene besparelsen på rengøring udgør et femcifres beløb per lukkedag, siger Stig Pedersen.
De ansatte på Tulip i Vejle tvinges ikke på kursus. Det er deres eget valg. Hvis de hellere vil holde fri - og bruge en feriedag - er de velkommen til det.
Kompetencefonden har også været brugt i forbindelse med enkelte lukkeuger på Mou-fabrikken i Esbjerg.