Foto af Ole Wehlast talte dunder mod Danish Crown overfor de fremmødte tillidsrepræsentanter.
Nyhed

Ole Wehlast sender bredside mod Danish Crown

Tyske forhold på de danske slagterier. Det er Danish Crowns mål lød det fra Ole Wehlast, der sendte en bredside mod Danish Crown og DI på dagens tillidsrepræsentantmøde

Tyske forhold på de danske slagterier. Det er Danish Crowns mål lød det fra Ole Wehlast, der sendte en bredside mod Danish Crown og DI på dagens tillidsrepræsentantmøde

Mere end 170 tillidsrepræsentanter var samlet for at få fremlagt overenskomstresultaterne.

Forbundsformand Ole Wehlast indledte mødet med en tale, der i hårde toner sagde fra overfor Danish Crown:

- Det er kun vores sammenhold og vores solidaritet, der kan værne mod tyske forhold på de danske slagterier. Selvfølgelig siger Danish Crown ikke lige ud, at det er deres mål. Men jeg synes man skal bedømme dem på deres handlinger, og ikke på deres ord.

Forbundsformanden mindede tillidsrepræsentanterne om, at de gode forhold i Danmark ikke er dumpet ned fra himlen.

- Vi har ikke opnået de gode forhold vi har, fordi arbejdsgiverne er gode mennesker. Det har vi, fordi vi har kæmpet sammen. Se bare på, hvordan den samme arbejdsgiver behandler medarbejderne på deres slagterier lige syd for den danske grænse, sagde Ole Wehlast og fortsatte med at sige klart fra overfor Danish Crowns krav om lønnedgang:

- Vi skal ikke konkurrere på lav løn. Vores styrke ligger i at være veluddannede og i at producere en kvalitet, der kan give de lønninger, der er nødvendige for at opretholde en ordentlig tilværelse i Danmark, lød det.

Den danske model under pres

- Overenskomsterne er juvelerne for fagbevægelsen. I hele fagbevægelsens historie har det været det, som har bundet os sammen, sagde Ole Wehlast.

Han påpegede at Danish Crowns ageren den seneste tid, sætter den danske model under pres. Særligt fremhævede han, at både arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen kan indgå aftaler på medlemmernes vegne.

- Danish Crown har forsøgt via aftaler med den enkelte tillidsrepræsentant, at gå uden om overenskomsten, lød det.

"Vi har ikke krævet mere end andre"

Særligt undrer det Ole Wehlast at Danish Crown og DI har sat foden ned overfor et forlig på slagteriindustri-området, nu hvor det lykkedes at komme i hus med fødevareindustrien:

- Det mest pudsige ved det hele er, at vi under fødevareindustriens overenskomstforhandlinger opnåede forlig, hvor der blev nikket ja fra DI's side. I den overenskomst er Tuip omfattet - og de ejes jo af Danish Crown.

- Det er underligt, at det ikke lykkedes os at lave forlig på slagteriområdet, da vi ikke har krævet mere dér end på de andre områder, konstaterede Ole Wehlast.

Efter talen vedtog tillidsrepræsentanterne en udtalelse du kan læse her.