Foto af Forbundssekretær for Fødevareforbundet NNF, Flemming dal Cortivo (th), underskriver den nye overenskomst.
Nyhed

Industri-overenskomst i hus med Danske Slagtermestre

Et besøg hos forligsmanden fik natten mellem torsdag og fredag brikkerne til at falde på plads i overenskomstforhandlingerne mellem Fødevareforbundet NNF og Danske Slagtermestre (DSM)

Et besøg hos forligsmanden fik natten mellem torsdag og fredag brikkerne til at falde på plads i overenskomstforhandlingerne mellem Fødevareforbundet NNF og Danske Slagtermestre (DSM)

Medarbejderne på industri-virksomhederne under DSM har fået en ny 3-årig overenskomst.

- Det holdt lidt hårdt. Arbejdsgiverne var ikke begejstrede for den ramme, der var blevet lagt af de tidligere overenskomstforlig, men det lykkedes os heldigvis at nå i mål med et helt fornuftigt resultat, forklarer forbundssekretær på det fødevareindustrielle område Flemming dal Cortivo.

Han hæfter sig især ved, at medarbejderne får samme stigninger på løn og satser, som de øvrige industriarbejdere har fået. Det vil sige en lønstigning over 3 år på 6,75 kr./time, 1 % ekstra på fritvalgsordningen samt forbedringer i forbindelse med barsels- og forældreorlov.  

Samtidig er der kommet ekstra forbedringer på sygelønnen:

- Fra 1. april 2014 nedsættes anciennitetskravet ved sygdom med tre måneder, så medarbejdere efter 9 måneders ansættelse får ret til sygeløn. Samtidig hæves sygelønnen, så medarbejdere opnår fuld overenskomstmæssig løn under sygdom.

Medarbejderne får desuden bedre mulighed for uddannelse i og med, at indbetalingen til Uddannelse og Socialfonden hæves med 185,00 kroner pr. medarbejder per år.

Mulighed for varierende ugentlig arbejdstid

Prisen for overenskomsten er blandt andet en aftale om, at der ved lokal enighed kan laves aftale om varierende ugentlig arbejdstid, samt at satserne for arbejde om lørdagen ændres. 

- Alt i alt kan vi kun være tilfredse. Som jeg ser det, har vi fået et resultat som opfylder vores krav, men hvor arbejdsgiverne samtidig har fået en mulighed for at indrette produktionen mere fleksibelt. Men det kræver naturligvis lokal enighed.

Fødevareforbundet NNF og Danske Slagtermestre mødes i næste uge for at forhandle overenskomsten for de butiksansatte på plads. Forligsmanden valgte i går at udsætte en mulig konflikt i to uger, så parterne har frem til den 14. april for at nå i mål med de forhandlinger.