Hvis Danmark fortsat skal være i front som fødevareproduktionsland, er der brug for at revidere junglen af danske afgifter
Et virvar af punktafgifter skaber problemer for den danske fødevareindustri, og er en stopklods for at øge beskæftigelsen.
Derfor foreslår Fødevareforbundet NNF, at man laver en kritisk gennemgang af de danske punktafgifter.
Det kan regeringen oplagt gøre i forbindelse med dens bebudede industristrategi og vækstplan til foråret.
- Vi opfordrer til, at man gennemgår hele afgiftssystemet for at se, om det er konkurrenceforvridende i forhold til andre EU-lande. Flere punktafgifter skal betales allerede i engrosleddet, og de hæmmer danske fødevarevirksomheders eksport, siger Ole Wehlast til Berlingske Business fredag.
Miljøvenlig produktion ramt af afgifter
Punktafgifter er ifølge Fødevareforbundet NNF et kerneområde, hvis Danmark fortsat skal være et produktionsland.
- På nogle områder er afgifterne for høje, og på nogle områder er de for uigennemskuelige. En del af det hele handler om forenkling. Der er en afgift for en mandel med skal, en anden afgift uden skal og en tredje afgift hvis den er hakket, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Han understreger, at de mange forskellige afgifter giver en stor administrativ byrde og svækker danske fødevarevirksomheders eksportmuligheder.
Hos Nordic Sugar i Nakskov og Nykøbing Falster har man investeret 25 millioner kroner i mere miljørigtigt rensningsudstyr, der skal bremse det forurende Nox-udslip.
Alligevel skal fabrikkerne årligt betale i omegnen af 10 millioner kroner i afgift.
- Nox-afgiften er en ren ekstra-skat for vores danske fabrikker. Det kan ikke undgå at påvirke antallet af arbejdspladser i Danmark, siger Jesper Thomassen, teknisk direktør i Nordic Sugar til Berlingske Business.