Nyhed

Tulip nægtede at betale 300 kroner efter arbejdsulykke

Efter 21 år på Tulip i Aalborg slog Preben Christensen skinnebenet, da han gled ned fra en stige. Tulip Company mente, at Preben selv var skyld i ulykken, og virksomheden nægtede at betale 300 kroner i sygeløn

Efter 21 år på Tulip i Aalborg slog Preben Christensen skinnebenet, da han gled ned fra en stige. Tulip mente, at Preben selv var skyld i ulykken, og virksomheden nægtede at betale sygeløn

Da Preben Christensen opdagede, at en ventil havde sat sig fast i en stegemaskine, tog han en stige og kravlede op. Stigen gled væk under ham, og i faldet slår han skinnebenet til blods. Efter en tur på skadestuen og en enkelt sygedag, er Preben Christensen tilbage på arbejde som sædvanligt.

- Jeg er glad for min arbejdsplads igennem 21 år, og jeg ville egentlig bare undgå at produktionen gik i stå. Derfor fandt jeg stigen og kravlede op, fortæller Preben Christensen. Ulykken blev meldt til Arbejdstilsynet.

Som en del af overenskomsten har Preben Christensen ret til at få fuld løn, når han er syg. Tulip skal derfor betale forskellen på hans normale løn og sygedagpenge - en såkaldt suppleringsydelse. Da Preben kun var syg en dag, var beløbet ikke over 300 kroner.

Men det ville Tulip ikke. De mente, at Preben selv var skyld i ulykken, fordi han brugte stigen forkert. Stigen stod i produktionen, og Preben havde hverken fået at vide, at han ikke måtte bruge stigen, eller fået at vide, hvordan han skulle bruge stigen.

På stigen var der et lille klistermærke med en tegning af hvordan stigen skal bruges. Her var blandt andet et billede af en stige, som var slået op på samme måde som Preben brugte stigen.

Medarbejdere fratages ansvar

Sagen ender i Arbejdsretten, hvor Preben Christensen og Fødevareforbundet NNF vinder sagen. Pludselig skal Tulip, udover de 300 kroner, betale 10.000 kroner i bod til Fødevareforbundet NNF.

- Det er ret paradoksalt at Tulip forsøger at slippe for at betale et par hundrede kroner til en trofast medarbejder, der har knoklet for virksomheden i så mange år. Det er unfair at forsøge at tørre ansvaret af på medarbejderen, siger John Andersen, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF.

Ulykken på stigen har irriteret Preben Christensen på alle måder.

- Det var en oplevelse jeg godt kunne have undværet. Udover ulykken, var det især ubehageligt at skulle møde op i Arbejdsretten og være under anklage. Jeg gjorde jo intet forkert, siger Preben Christensen.

Virksomheder prøver at løbe fra ansvaret

Næste gang en ventil lukker til, bliver det teknisk afdeling der må klare problemet, lyder det fra Preben Christensen.

- Jeg vil ikke risikere at stå i samme situation igen, siger Preben Christensen.

Arbejdsgiverne forsøger i stigende grad at løbe fra ansvaret ved en arbejdsulykke. Det fortæller arbejdsmiljøkonsulent Tommy Jensen fra Fødevareforbundet NNF

- Vi oplever at arbejdsgiverne oftere forsøger at få medarbejderne til at skrive under på, at de selv er skyld i en arbejdsulykke. Virksomhederne har ansvaret for medarbejdernes sikkerhed, og det ansvar kan de ikke løbe fra. Sagen viser hvor vigtigt det er at anmelde alle arbejdsulykker, også de små, siger Tommy Jensen.

Tulip: Sagen var principiel

Tulip ønsker ikke at udtale sig om den konkrete personalesag, men har følgende kommentar:

- Vi tog sagen i Arbejdsretten af principielle grunde. Men vi tager selvfølgelig sagen til efterretning og har fulgt Arbejdsrettens dom, siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationschef i Tulip.