Aftalen om at redde Danish Crowns slagteri på Bornholm, er forhåbentlig et vendepunkt. Sådan lyder det fra Fødevareforbundet NNF, der kan se tilbage på en periode, hvor DC har presset slagteriarbejderne til det yderste
At arbejdsgivere og fagforeninger ofte har modsatrettede interesser, er næppe nogen nyhed. Men Politiken beskriver søndag, hvordan forholdet mellem Danish Crown og deres medarbejdere, repræsenteret ved tillidsrepræsentanterne på slagterierne og Fødevareforbundet NNF, har været særdeles presset - ikke mindst henover foråret 2014.
Diskussioner om løn og krav om lønnedgang har presset tillidsfolkene til det yderste. Og hele forløbet omkring slagteriet på Bornholm understregede, hvor stejlt de to parter stod overfor hinanden.
Men, at det netop lykkedes parterne at blive enige om en løsning for det bornholmske slagteri, markerer en ny vej, mener forbundssekretær for slagterindustrien i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.
Fælles mål
Han håber på, at den fælles indsats for at redde slagteriet i Rønne - også på den lange bane - er udtryk for, at der nu er et fælles ønske om at sikre danske slagteriarbejdspladser:
- Jeg mener, at vi har trukket en streg i sandet. Vi har i bund og grund et fælles mål; nemlig at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark - helt specifikt på de danske slagterier. Aftalen på Bornholm beviser, at det et muligt at finde løsninger, uden at presse livet ud af gode tillidsfolk. Jeg håber Danish Crown har lært, at de kommer længere ved ordentlige forhandlinger end ved revolver-metoder, forklarer Jim Jensen.
Han pointerer samtidig, at selvom det kommer til at tage lidt tid at genopbygge den fælles tillid mellem Fødevareforbundet NNF og Danish Crown, så er det ikke en umulig opgave:
- Vi kigger fremad nu, fastslår han.
Tillidsfolk fortjener respekt
Det hårde pres, Danish Crown hen over foråret har lagt på slagteriarbejderne og ikke mindst deres tillidsfolk, har tidligere været omtalt her på www.nnf.dk. Der er derfor ikke noget nyt i de oplysninger, Politiken nu lægger frem.
- Tillidsfolkene har været udsat for et hidtil uset pres, og jeg er sådan set glad for, at deres kolleger og for den sags skyld resten af Danmark får et indblik i, hvor hård tjansen som tillidsrepræsentant kan være. De fortjener respekt for den måde, de kæmper for deres kollegers løn og arbejdsvilkår. Men når det er sagt, så havde jeg nu hellere set, at medierne havde taget sagen op, da den var helt aktuel, i stedet for nu, flere måneder efter, hvor vi efter min opfattelse er blevet enige med Danish Crown om, at de metode, som de dengang benyttede, ikke var okay, forklarer Jim Jensen.