Foto af Tillidsrepræsentanten på so-slagteriet i Skærbæk Paul Sejer ser frem til at få en afklaring på slagteriets fremtid. Medarbejderne har foreslået besparelser på omkring 7,5 millioner kroner
Nyhed

Skærbæk: Mere effektivt arbejde skal sikre slagteriet

85 slagteriarbejdere vil spare millioner på gøre arbejdet smartere og effektivisere arbejdsgangene

85 slagteriarbejdere vil spare millioner på gøre arbejdet smartere og effektivisere arbejdsgangene

Omkring 85 slagteriarbejdere på so-slagteriet i Skærbæk i Sønderjylland har fået en klar opgave af Danish Crown.

Find besparelser på 6,5 millioner lønkroner eller vi lukker arbejdspladsen.

De seneste måneder har medarbejderne knoklet for at finde løsninger.

Nu mangler de bare en klar og positiv tilbagemelding fra Danish Crowns ledelse.

Ved at effektivisere arbejdsgange, og ajourføre akkord-systemet, forventer tillidsrepræsentant Paul Sejer, at der kan spares op mod 7,5 millioner kroner om året.

Altså omkring en million kroner mere end Danish Crown har meldt ud:

- Vi har præsenteret løsninger der vil gøre slagteriet markant mere effektivt, og mine kolleger har tydeligt vist, at de er gået langt for at redde vores arbejdsplads, siger Paul Sejer.

Håber på nyt produktionsudstyr

Han understreger at det ikke kun er medarbejderne der skal levere resultater. Danish Crown skal også bidrage til at fremtidssikre so-slagteriet:

- Nu mangler vi bare at Danish Crown siger ja til at investere i slagteriet, så vi kan få bedre produktionsudstyr og på den måde hæve effektiviteten endnu mere, siger Paul Sejer.

Modsat slagteriet på Bornholm er der ikke brug for at ændre på overenskomstens rammer, for at komme i hus med besparelserne. 

-Det er beundringsværdigt hvordan medarbejderne i Skærbæk er gået konstruktivt til opgaven, og har fundet smarte løsninger, der kan sikre slagteriets fremtid. Man skal ikke tage fejl, der er ydet en stor indsats, og bidraget fra vore medlemmer i Skærbæk er betydelige, men alle tiltag er lavet inden for rammerne af den gældende overenskomst, siger Jim Jensen, forbundssekretær for slagterindustriområdet i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:

- Udfordringerne i Skærbæk og i den seneste tid på Bornholm har været betydelige, og det har de løsninger der fundet derfor også været, Vores medlemmer på so-slagteriet i Skærbæk fortjener, med den store indsats og de store offer de bringer, at ledelsen i Danish Crown kvittere med at fremtidssikre virksomheden.

1. juli er deadline for at finde en fremtidssikret løsning for Danish Crowns so-slagteri i Skærbæk i Sønderjylland.