Foto af Katja Smedemark Brønd kører Jobpatrulje, sammen med Erling Larsen. Her er de i Rørvig
Nyhed

Jobpatrulje: Unge fuskes i sommerferien

Katja Smedemark Brønd kører sommerlandet tyndt og snakker med fritidsjobbere under 18. Hun fortæller dem hvad de har ret til på jobbet, så de er rustet til arbejdsmarkedet

Katja Smedemark Brønd kører sommerlandet tyndt og snakker med fritidsjobbere under 18. Hun fortæller dem hvad de har ret til på jobbet, så de er rustet til arbejdsmarkedet

- Har du en kontrakt?

- Vidste du at du har ret til 12,5 procent i feriepenge?

Det er nogle af de spørgsmål Katja Smedemark Brønd stiller de unge fritidsjobbere, når hun interviewer dem.

Til daglig arbejder Katja Smedemark Brønd på Odense Marcipan.

I sommerferien har hun hevet et par dage ud af kalenderen, for at køre Jobpatrulje. Her snakker hun med fritidsjobbere under 18 år og deres arbejdsgivere.

- Jeg kan godt lide at snakke med de unge og hjælpe dem. De er jo nye på arbejdsmarkedet, siger Katja Smedemark Brønd.

- Det har taget mig mange år før jeg kiggede rigtigt på min lønseddel, og tjekkede om jeg fik det jeg skulle, siger hun, som forklaring på hvorfor hun gider bruge noget af sin sommerferie, på at traske op og ned ad hovedgaden i Rørvig.

Vil ikke være uvenner med chefen

Første stop på dagens Jobpatrulje er havnen i Rørvig.

De målrettede unge aktivister i Jobpatruljen stikker noget ud fra mængden af isspisende og solbadende sommergæster.

De største problemer Katja Smedemark Brønd og de andre jobpatruljeaktivister oplever, er umiddelbart løn under sygdom og udskænkning af alkohol.

De unge under 18 ved ikke, at de skal have løn når de er syge. De ved heller ikke, at de ikke må arbejde i lokaler hvor der udskænkes alkohol.

- De unge vil jo ikke være uvenner med chefen. Så er det godt der kommer nogen udefra og siger "det har du ret til", fortæller Katja Smedemark Brønd.

Rasmus K. Jakobsen er koordinator for Jobpatruljen. Han fortæller, at man besøgte over 11.000 arbejdspladser i sommerferien sidste år, og han mener det er et vigtigt stykke arbejde. Sidste år fandt Jobpatruljen lovovertrædelser eller uoverensstemmelser hos hele syv ud af ti af de besøgte virksomheder:

- Når syv ud af ti unge bliver snydt, så er der behov for at komme ud og fortælle de unge om deres rettigheder og pligter. Tit vil arbejdsgiverne ikke snyde, men de kender ikke reglerne.

Det er Katja Smedemark Brønd enig i.

- Jeg tror og håber, at det er fordi folk ikke er oplyste. Men det er stadig ikke i orden. Det er aldrig de unges skyld. Arbejdsgiverne kan sagtens sætte sig ind i reglerne, når det handler om deres penge. Men ikke når det handler om mennesker. Det er tankevækkende, siger Katja Smedemark Brønd, før hun kører videre ud i sommerlandet for at snakke med fritidsjobbere.