Foto af Danish Crown lukker slagteriet og Tulips produktion i Faaborg
Nyhed

Dagens fyringer mødt af chok og fortvivlelse

Stemningen er trykket på slagteriet i Faaborg, mens slagteriarbejderne på Bornholm og i Skærbæk håber at kunne holde slagterierne fra lukning.

Det var den værst tænkelige nyhed, som medarbejderne på Danish Crown og Tulip i Faaborg fik præsenteret ved middagstid i dag. Slagteriet lukker og det samme gør Tulips produktion. I alt mister 472 ansatte jobbet senest i starten af 2016

472 ansatte hos Danish Crown og Tulip i Faaborg fik i dag en ubehagelig nyhed. Danish Crown slagteriet og Tulips produktion af færdigretter lukker i starten af 2016.

- Mange er ramt af chok og stemningen er meget trykket. De færreste har nok helt forstået, hvad der er sket i dag. Alle medarbejdere er gået hjem for at sunde sig nu, og så mødes vi igen i morgen, siger Jimmy Andersen, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Faaborg.

Selvom slagteriet i Faaborg først lukker helt ned for produktionen i starten af februar 2016, bliver der allerede nu iværksat flere initiativer for at hjælpe medarbejdere videre i andre job.

- Vi går i gang med at oprette en jobbank, og der bliver iværksat en social plan som sikrer, at kollegerne kan få hjælp til eksempelvis uddannelse, siger Jimmy Andersen.    

Bornholm: Vi håber på lys for enden af tunnelen

Fremtiden er også uvis på slagterierne i Skærbæk og Bornholm. Her skal der forhandles om en strukturtilpasning, for at slagterierne kan fortsætte. Meddelelsen blev modtaget med meget blandende følelser.

- De første indtryk jeg fik fra kollegerne var fortvivlelse og chok. Alle er selvfølgelig bange for at miste deres arbejde. Men vi er også fortrøstningsfulde og håber, at vi kan redde vores arbejdspladser, siger Thomas Hansen, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Rønne.

- Vi sætter os meget snart til forhandlingsbordet, og håber at kunne finde en god løsning, der sikrer vores arbejdspladser på Bornholm, siger Thomas Hansen.

Skærbæk: Ingen rar melding, men vi krydser fingre

Den samme melding kommer fra slagteriet i Skærbæki Sønderjylland, som beskæftiger omkring 85 medarbejdere.

- Det er selvfølgelig ikke nogen rar udmelding vi har fået i dag, men vi håber, at vi kan komme frem til et resultat, der sikrer vores arbejdsplads i fremtiden, siger Paul Sejer, tillidsrepræsentant på Danish Crown i Skærbæk.

Danish Crown forventer at have afsluttet forhandlingerne om slagteriet på Bornholm senest 1. juni og en måned senere for slagteriet i Skærbæk.