Nyhed

Farvel til 2014…

2015 er lige rundt om hjørnet, og det giver anledning til at tænke lidt tilbage på året, der er gået, og frem på det år, der venter. Ole Wehlast blogger igen

2015 er lige rundt om hjørnet, og det giver anledning til at tænke lidt tilbage på året der er gået, og meget frem på det år, der venter

Det har i sandhed været et travlt år for Fødevareforbundet NNF. Desværre har vi også i 2014 oplevet, at virksomheder er blevet lukket og dermed er vores medlemmer sendt ud i ledighed. Men vi har faktisk også været i stand til at forhindre nogle varslede lukninger.

Her tænker jeg ikke mindst på redningen af Danish Crowns slagteri på Bornholm, der kom i stand ved hjælp af oprettelsen af et medarbejderinvesteringsselskab. Takket været god opbakning fra vækst- og erhvervsminister Henrik Sass Larsen og et tæt samarbejde med DI har de knap 200 bornholmske slagteriarbejdere stadig et arbejde.

Andre steder har vi forhindret fyringer ved at forhandle uddannelsesordninger på plads, så vores medlemmer bliver sendt på uddannelse i stedet for på dagpenge.

På det fødevarepolitiske område har Ruslands krisen ramt os hårdt, og der er desværre ikke tegn på, at det bliver bedre i 2015. Derfor har vi peget på oprettelsen af en jobfond, der skal hjælpe ramte fødevarearbejdere med at bevare deres kontakt til arbejdsmarkedet. I det hele taget opfordrer jeg politikerne til at tage den russiske boykot meget alvorligt; det kan komme til at koste både landbruget, fødevareindustrien og samfundsøkonomien dyrt, hvis der ikke bliver udviklet løsninger, der minimerer konsekvenserne af krisen.   

2014 stod også i overenskomstforhandlingernes tegn.

For første gang skulle vi forhandle nye overenskomster på plads for samtlige medlemmer på samme tid. Indholdet blev måske ikke helt, som vi havde håbet hele vejen rundt, men jeg er stadig stolt af, at vores medlemmer atter en gang kvitterede ved at levere en tårnhøj stemmeprocent, der ligger langt over, hvad andre fagforbund kan præstere.

Et kig i krystalkuglen

Det er naturligvis lettere at kigge i bakspejlet på året der er gået, end fremad i krystalkuglen. Men selvom 2015 helt sikkert vil byde på sin portion af overraskelser og uventede situationer, så er der begivenheder vi ved kommer.

For Fødevareforbundet NNF kan 2015 vise sig at blive endnu et betydningsfuldt år.

Hvis fusionen mellem vores forbund og Dansk Metal går i gennem, vil omkring 100.000 medlemmer få en bomstærk og indflydelsesrig fagforening. Nu er det jo ikke sådan, at størrelsen er altafgørende, men vi må erkende, at antallet af fødevarearbejdere i Danmark er faldende, og som fagforening er der forskel på om man repræsenterer 20.000 medlemmer eller 100.000, når man skal råbe arbejdsgivere og politikere op.

Ideen om en fusion er nok kommet bag på nogle, men det er en enig hovedbestyrelse, der har bedt om at få tegnet rammerne af et nyt forbund. Såfremt disse bliver godkendt, skal vi ud og debattere det nye forbund med vores medlemmer. Det er en opgave jeg ser frem til.

Det er ikke kun i vores eget forbund, at fagforeningen bliver kigget efter i sømmene. Tidligere på måneden kunne LO og FTF offentliggøre de første hovedkonklusioner i den omfattende APL-undersøgelse -  Arbejdsliv og Politik set i Lønmodtagerperspektiv. Den er lavet af forskere fra Aalborg Universitet, og af den fremgår det, at fagforeningernes æra ikke er slut.

Fra tid til anden lyder der ellers pessimistiske toner, og nutidens lønmodtagere fremstilles som rendyrkede individualister, der med fuldt overlæg fraskriver sig det kollektive og solidariske samfundssind. Undersøgelsen konkluderer det modsatte. Ikke bare ses fagforeninger som nødvendige, men opbakningen til de kollektive aftaler er også stigende. Det betyder ikke, at vi som fagforeninger kan læne os tilbage og lade tiden gå sin gang. Tværtimod betyder det, at vi nu ved, hvad medlemmerne forventer af os, og derfor kan vi fortsætte arbejdet med kollektive aftaler med fornyet styrke.

2015 kommer også til at byde på et folketingsvalg.

Som fagforening vil vi blande os i valgkampen med vores mærkesager. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg håber på en socialdemokratisk ledet regering - også efter valget. Jeg tror ikke på, at en blå regering vil gavne vores mærkesager, og jeg tror ikke på, at de vil gå forrest for at sikre vores medlemmer et ordenligt arbejdsliv.

Jeg ved godt, at mange er blevet skuffet over den socialdemokratiske regering, og de har da også skudt ved siden af skiven et par gange - ikke mindst dagpengereformen var et vildskud. Men det ændrer ikke på, at alternativet er værre.

I valgkampen vil vi minde politikerne om, at fødevarebranchen spiller en væsentlig rolle i det velfærdssamfund, vi alle ønsker at bevare. Vi tror på, at gode fødevarer hænger sammen med gode job. Mens vores medlemmer sikrer det første, så har politikerne en række forpligtigelser i forhold til det andet. Det vil vi bruge 2015 - og den kommende valgkamp - til at minde dem om.

2014 rinder ud og jeg glæder mig til at hilse på 2015. Jeg er sikker på, at det bliver en uforglemmeligt år!

Rigtig godt nytår til alle og på gensyn i 2015.