Foto af Bager- og konditorlærlinge knokler hver dag for sikre danskerne godt brød på bordet. Men mange snydes for pension.
Nyhed

Bagerlærlinge snydes for pension

Mange bagermestre snyder deres lærlinge for pension. Siden 1. marts har lærlingene haft ret til pension, men næsten ingen får indbetalt pengene

Mange bagermestre snyder deres lærlinge for pension. Siden 1. marts har lærlingene haft ret til pension, men næsten ingen får indbetalt pengene

Siden 1. marts har alle bager- og konditorlærlinge skullet have 12 procent i pension. Men rigtig mange arbejdsgivere ser stort på overenskomsten og indbetaler slet ikke pension for lærlingene. Sådan lyder det fra Fødevareforbundet NNF.

- Stort set alle de lærlinge-lønsedler jeg har tjekket siden marts har været uden pension. Vi får sager ind næsten hver dag, siger Lone Krydsfeldt, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF.

Når man er ung, lærling og under uddannelse, er pension ikke det man tænker mest over.

Men hvis alle bager- og konditorlærlinge brugte fem minutter på at tjekke lønsedlen, ville de kunne undgå, at blive snydt for tusindvis af kroner i pension.

60.000 kroner for en læretid

Det er ikke små beløb, som lærlingene risikerer at tabe. En gennemsnitlig bagerlærling skal have 16.000 kroner ind på sin arbejdsmarkedspension hvert år. For en hel læretid svarer det til omkring 60.000 kroner, man kan gå glip af.

Retten til pension for lærlinge blev sikret ved de forrige overenskomstforhandlinger tilbage i 2012, men trådte først i kraft 1. marts 2014.

Det er Dansk Erhverv der repræsenterer de danske bagermestre, når det handler om overenskomster. 

- Jeg kunne godt have ønsket mig, at Dansk Erhverv havde brugt mere energi på, at fortælle arbejdsgiverne, at de siden marts har haft pligt til at indbetale pension til bagerlærlingene, siger Lone Krydsfeldt.

Arbejdsgivere: Vi har oplyst bagermestrene

Hos Dansk Erhverv mener man ikke at have begået nogen fejl.

- Vi har sørget for at tage kontakt til vores medlemmer, altså bagermestrene og informeret dem om de nye regler for lærlinge. Det har vi gjort ved at skrive om det i Bager- og Konditormestre i Danmarks medlemsblad, og på vores hjemmeside, ligesom vi har kontaktet lønbureauerne og Industriens Pension, som også har skrevet om ændringerne siger Malene Bendixen, advokat i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv er dog klar til at gøre en ekstra indsats for at nå ud til de bagerier, som endnu ikke følger de nye pensionsregler. 

- Hvis de nye regler ikke er kommet ud til alle bagerier, så vil vi gerne gøre en ny indsats for at gøre alle opmærksomme på ændringen. Vi hjælper også gerne med at beregne, hvor meget de enkelte lærlinge skal have i pension, siger Malene Bendixen. 

Dansk Erhverv opfordrer til at bagermestrene følger overenskomsten og efterbetaler de pensionskroner, som lærlingene skulle have haft siden marts.