Foto af Alle slagteriarbejdere har modtaget en fyreseddel på grund af mistanke om svinepest på Danish Crown i Herning
Nyhed

Hundredevis af slagteriarbejdere sendt hjem af frygt for svinepest

Danish Crown har sendt alle timelønnede medarbejdere på slagteriet i Herning hjem med en fyreseddel i hånden.

Danish Crown har sendt alle slagteriarbejdere på slagteriet i Herning hjem med en fyreseddel i hånden

Lukningen af slagteriet og massefyringen sker efter der onsdag morgen opstod mistanke om svinepest i to grise, det ene var dødt og det andet var sygt.

- Det er en rigtig ærgerlig situation de mange slagteriarbejdere der er blevet midlertidigt fyret. Vi håber at det er en falsk alarm, så folk kan vende tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Det er absolut ikke en sjov situation pludselig at stå uden arbejde, siger Jim Jensen, forbundsekretær i Fødevareforbundet NNF. 

Det er muligt for Danish Crown at opsige alle medarbejdere uden varsel med henvisning til force majeure - en ekstraordinær situation, som slagteriet ikke har kontrol over. 

Danish Crown står for at melde den kollektive afskedigelse til jobcentret, så hver enkelt medarbejder ikke selv skal melde sig ledig i morgen torsdag. 

Først svar fredag

Det er Fødevarestyrelsen der har anmodet om at få slagteriet lukket, og de forventer først at have svar på de endelige prøver fredag, der skal afgøre om de to grise har svinepest.

Indtil da vil slagteriet være lukket helt ned. Der har ikke været svinepest i Danmark siden 1933.