Foto af Når danskerne mister jobbet, vil de helst have hjælp og rådgivning af deres a-kasse.
Nyhed

Danskerne vil helst have hjælp af a-kassen

Hvis danskerne bliver arbejdsløse, vil de langt hellere have hjælp og rådgivning i deres a-kasse end hos en såkaldt ”privat aktør” – eller endnu værre – i jobcenteret. Det viser en ny Gallup-undersøgelse, foretaget af LO.
Ledig post-it gul seddel
Ledig post-it gul seddel

Hvis danskerne bliver arbejdsløse, vil de langt hellere have hjælp og rådgivning i deres a -kasse end hos en såkaldt "privataktør" - eller endnu værre - i jobcenteret. Det viser en ny Gallup-undersøgelse, foretaget af LO

Danskerne vil tre gange hellere til samtale i deres a-kasse de første seks måneder af deres arbejdsløshed end hos jobcenteret. Mens 50 procent foretrækker a-kassen, ønsker kun 15 procent at komme til samtale i jobcenteret. 35 pct. vil helst mødes hos en privat aktør. Det skriver lo.dk

- Jeg er glad for at høre, at LO-medlemmerne foretrækker a-kassen. Vi kender både de ledige og brancherne bedre end jobcentrene.  Derfor kan vi hurtigt give den fagligt bedste hjælp til de ledige, samtidig med at vi kan gøre forløbet mindre bureaukratisk, siger Esben Birkesholm, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF s a-kasse til nnf.dk. 

Han bakkes op af LO-sekretær Ejner Holst.

- Det giver rigtig god mening, at folk foretrækker deres a-kasse. A-kassens medarbejdere kender dit fag og dine muligheder for at få relevant uddannelse, og så ved de, hvor der er ledige job i dit lokalområde. Det er tankevækkende, at folk tre gange hellere vil til møde i a-kassen end i jobcenteret. Det må gøre et stort indtryk på politikerne, der sidder og lægger sidste hånd på reformen af beskæftigelsessystemet, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Undersøgelsen er aktuel, fordi regeringen har bebudet en reform af beskæftigelsessystemet på baggrund af indstillinger fra Carsten Koch Udvalget. Et udspil til reform ventes i løbet af foråret 2014.

For meget kontrol

Undersøgelsen viser samtidig, at et markant flertal mener, at arbejdsløse udsættes for for meget kontrol i det nuværende system. 56 procent af de adspurgte mener, at arbejdsløse mødes med for meget kontrol. 30 procent mener, at kontrollen er tilpas, mens 14 procent mener, at der er for lidt kontrol af arbejdsløse. 

- Det er tankevækkende, at flertallet mener, at arbejdsløse bliver kontrolleret for meget i det nuværende system. Arbejdsløse skal behandles ordentligt og de har generelt et meget stort ønske om at komme i job. Derfor bør de naturligvis mødes med langt større tillid, når de i fremtiden skal have hjælp til at komme videre, siger Ejner K. Holst.