Af Emilia Maria van Gilse
I løbet af tirsdagen blev alle medarbejdere i svinedivisionen (DC Pork) hos Danish Crown orienteret om den aftale tillidsrepræsentanterne på virksomhederne har indgået med virksomheden. Aftalen indebærer, at medarbejderne afleverer en del af deres løn til et investeringsselskab. Selvskabet skal låne penge til svineproducenter, der har problemer med at finansiere udbygning og nybygning af slagtesvinstalde.
Aftalen løber i fire år, og i den periode garanterer Danish Crown, at de ikke vil lukke et af de nuværende svineslagterier. Det betyder ikke, at der ikke vil ske fyringer, men der vil ikke blive tale om at lukke et helt slagteri.
Samlet set skal medarbejderne aflevere 600 millioner kroner over fire år. Medarbejderne kan vælge mellem tre forskellige modeller; pengene kan gå fra timelønnen, fra pensionen eller fra et mix af forskellige puljer. Medarbejderne skal aflevere 6,4 procent af bruttolønnen i 2014, 4,7 procent i 2015, 3,2 procent i 2016 og 1,8 procent i 2017.
Udvikling frem for afvikling
Det er ikke første gang, at medlemmerne af Fødevareforbundet NNF
bliver bedt om at gå ned i løn. Men det er første gang, at
Fødevareforbundet NNF har set en aftale med det indhold.
Det er en helt unik aftale, understreger forbundsformand Ole Wehlast:
-Ved tidligere aftaler om lønnedgang, har det oftest været udtryk for, at virksomhederne har ment, at medarbejderne er for dyre. Det har altså handlet om at nedbringe virksomhedens omkostninger - til gavn for virksomhedens økonomi. I denne aftale handler det ikke om virksomhedens omkostninger. Danish Crown sparer ikke en krone på denne aftale. Alle afståede midler går til et investeringsselskab, der skal være med til at sikre råvaregrundlaget.
-Ved tidligere aftaler har vi stået med aftaler uden en slutdato. Det vil sige, at medarbejderne har skullet sige farvel til en del af deres løn på ubegrænset tid. Aftalen med Danish Crown er 4-årig. Efter de fire år, går medarbejderne tilbage til deres oprindelig løn + de overenskomstmæssige lønstigninger, der måtte være kommet i perioden.
-Ved tidligere aftaler har virksomhederne aldrig givet nogle garantier for, at de ikke ville lukke, hvis medarbejderne gik med til en lønnedgang. Den garanti har Danish Crown givet. De lover ikke, at der ikke vil ske tilpasninger - tværtimod har de meldt ud, at der vil ske fyringer, men de har garanteret, at der ikke vil blive lukket et helt slagteri i den 4-årige periode. Og håbet er, at der om fire år, vil der være grundlag for langt flere slagtesvin og dermed flere arbejdspladser i 2018.
Ole Wehlast understreger samtidig, at han fortsat vil være meget kritisk over aftaler om lønnedgang, der udelukkende handler om at sætte medarbejderne ned i løn for at nedbringe virksomhedens omkostninger.
Aftalen på Danish Crown er indgået mellem tillidsrepræsentanter på svineslagterierne og virksomheden, og den skal nu til afstemning blandt de cirka 6.000 slagteriarbejdere.