Nyhed

Jobbank med succes

Den 2. november 2012 stod 118 medarbejdere uden job, da Danish Crowns slagteri i Hadsund drejede nøglen om. I dag er der kun 12 ledige tilbage i jobbanken

Man har lov til at blive positivt overrasket engang imellem, og det er jobbankbestyrer, og tidligere tillidsrepræsentant på DC Hadsund, Laurids Rasksen blevet.

Fredag den 2. november havde han og 117 kollegaer deres sidste arbejdsdag på slagteriet, og udsigten for at kunne finde ny beskæftigelse til de ledige slagteriarbejdere var dyster.

Men i dag, knap otte måneder senere, er 104 af hans tidligere kollegaer kommet videre.

Nye græsgange
Danish Crown har tilbudt de fyrede slagterarbejder at komme over til andre anlæg i det omfang, det var muligt, og det tilbud har 30 medarbejdere taget imod. Men størstedelen af medarbejderne har valgt at søge nye græsgange:

-Det er ikke nogen hemmelighed, at mange af mine tidligere kollegaer har taget det her som en mulighed for at komme væk fra slagteribranchen. Vi har været igennem et meget hårdt forløb, og tilliden til Danish Crown har lidt et knæk. De vil væk fra det konstante lønpres og prøve kræfter med andre fag, forklarer Laurids Rasksen.

56 har søgt væk fra Danish Crown, mens 14 har valgt at gå på efterløn/pension.

Hårdt arbejde
Jobbankens høje succesrate er ikke kommet af sig selv.

Laurids Rasksen har brugt de seneste måneder på at ringe rundt til virksomheder i området, og har flere gange været ude og besøge forskellige virksomheder for at få dem til at tage de fyrede slagteriarbejdere ind:

-Heldigvis har slagteriarbejdere ry for at være dygtige og hårdtarbejdende medarbejdere, så jeg er blevet taget positivt imod, siger Laurids Rasksen.

Laurids Rasksen forsætter jagten på jobs til de sidste 12 ledige, indtil jobbanken lukker og sætter et endeligt punktum for slagteriet i Hadsund torsdag den 1. august 2013.

Læs tidligere artikler om lukningen af slagteriet i Hadsund: