Ævl og kævl i fagbevægelsen er udelukkende til gavn for de partier, der er ligeglade med lønmodtagerne, skriver forbundsformændene Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF og Claus Jensen, Dansk Metal i en kronik i Berlingske Tidende. Kronikken gengives her:
Af Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF og Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal
Kritikken af regeringen fra enkelte personer i fagbevægelsen overrasker os måske ikke så meget - nogle er jo altid klar med bidske citater. Det besynderlige er, at nuancerede og gode folk nu også er med på kritikken. Desværre er det udelukkende til gavn for de partier, der er ligeglade med lønmodtagernes behov og interesser. Som fagbevægelse skal vi selvfølgelig hele tiden trække regeringen i retning af vores mærkesager: Det handler om behovet for vækst og flere arbejdspladser, om uddannelse, der styrker danskernes position i globaliseringen, om en aktiv og fremadrettet arbejdsmarkedspolitik og om en rimelig fordeling af goderne i samfundet.
Og helt uden forbehold kan vi sige, at vi endelig - efter 10 års venten - har fået en regering, der lytter og sætter fokus på de mærkesager: Vi har fået en kickstart af dansk økonomi, der skaber tusindvis af arbejdspladser, og vi har sagt farvel til det absurde prisloft på uddannelse af ledige. Virksomhederne har fået bedre mulighed for at investere i maskiner og robotter, så vi får højere produktivitet og bedre konkurrenceevne. Vi har fået en skattereform, der gavner almindelige lønmodtagere. Vi har fået en historisk indsats mod social dumping. Samtidig har vi også sagt farvel til den usolidariske skattefrihed for private sundhedsforsikringer. Og vi har fået et energiforlig, der skaber arbejdspladser og bringer Danmark tilbage i den grønne førertrøje.
Selvfølgelig er det ikke nok. Der er stadig masser af opgaver, der skal løses - fx må og skal vi have knækket arbejdsløshedskurven. Til gengæld er vi helt klart tilfredse med, at vi har en regering, der trods krisen og Folketingets sammensætning har lagt en ny og langt bedre kurs for Danmark og for vores kolleger på arbejdspladserne. Den kurs skal vi være med til at fastholde - og så nytter det altså ikke, at der kævles løs i fagbevægelsen.
Ævl og kævl er nemlig kun med til at skygge for det faktum, at den nuværende regering er alternativet til en regering ledet af Venstre - og dermed af et parti, der ikke har megen sympati for lønmodtagerne. Venstres angreb på konfliktretten, bastante krav om tyske lønninger og svensk skat, der vil føre til lavere velfærd, maler et klart billede af et parti, der helst vil lade lønmodtagerne sejle deres egen sø. I stedet for at tage ansvar, når det gælder om at hjælpe de mennesker, der vil falde ud af dagpengesystemet, holder Venstre bare lav profil og lader regeringen tage hånd om problemerne.
En sådan Venstre-regering skal vi naturligvis gøre alt for at undgå. Ikke ved at være nikkedukker for ethvert forslag, regeringen kommer med, men ved at gå konstruktivt ind i et samarbejde med regeringen om at skabe den bedste fremtid for lønmodtagerne i Danmark. Et sådan samarbejde er og bliver den eneste vej til at nå helt nødvendige resultater for medlemmerne af vores forbund.