Nyhed

Ledige vælger uddannelse

Når dagpengeretten ophører, vælger 8 ud af 10 akutledige at tage imod tilbuddet om uddannelse. Og det er også rigtig fornuftigt, mener Føde vareforbundet NNF.

Af Emilia Maria van Gilse

Tusindvis af ledige mister i løbet af de næste seks måneder retten til at modtage dagpenge. Det er den iskolde konsekvens af stramningerne af dagpengereglerne fra 2010. Beregninger forudser, at mellem 17.000 og 23.000 personer må gå på kontanthjælp, hvis det ikke lykkes dem at finde arbejde.

Den situation har regeringen og Enhedslisten forsøgt at bløde op i forbindelse med finansloven for 2013. Lige optil jul vedtog de en særlig uddannelsesindsats for dagpengemodtagere, som mister deres dagpengeret i løbet af 1. halvår af 2013.

Den særlige uddannelsesindsats giver de arbejdsløse, som mister dagpengeretten, ret til uddannelse i op til 26 uger parallelt med, at de modtager en ydelse svarende til enten 60 pct. eller 80 pct. af dagpengeniveauet. Den høje sats er for forsørgere, den lave for ikke-forsørgere.

Tag imod tilbuddet!
De første akutledige har taget imod tilbuddet, og Ugebrevet A4 vurderer på baggrund af en rundringning, at 8 ud af 10 akutledige vil starte et uddannelsesforløb. Og det er også det eneste rigtige at gøre, mener konsulent i Fødevareforbundet NNF Kimmie Boas Thomsen:

-Vi opfordrer alle til at tage imod tilbuddet om uddannelse. For nogle kan de alternativt få et seniorjob, men for langt de fleste er kontanthjælp desværre det eneste alternativ. Ved i stedet at starte uddannelse kan de ledige dels opkvalificere sig og måske komme i betragtning til nye typer job, og dels slipper de for at skulle gå på kontanthjælp med de konsekvenser, det kan have.

Kontakt din lokale a-kasse
Hvis en akutledig ønsker at starte et uddannelsesforløb, skal vedkommende kontakte sit jobcenter - dette kan ske allerede inden dagpengeperioden er udløbet, eller når den mistede dagpengeret er en realitet.

Det er kommunerne, der står for alt det praktisk vedrørende ordningen, men medlemmer af Fødevareforbundet NNF kan med fordel kontakte deres lokale a-kasse:

-Vi sidder klar til at rådgive og vejlede de medlemmer, der står til at miste dagpengeretten. Vi sender også breve ud til de medlemmer, der er på vej ud af dagpengesystemet og gør dem opmærksom på, hvilke muligheder de har. Det første hold breve om uddannelsesordningen blev sendt af sted i slutningen af 2012, og næste hold breve er på vej. Vi regner herefter med at udsende breve om uddannelsesordningen til udfaldstruede medlemmer en gang om måneden, fortæller Kimmie Boas Thomsen.

Medlemmer af Fødevareforbundet NNFs a-kasse kan gå ind på forbundets tast-selv a-kasse og booke en samtale om ”Hvilke uddannelses/kursusmuligheder har jeg?”

Man kan læse mere om uddannelsesordningen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside